Opladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning
Denne guide er skabt til at give dig et komplet og aktuelt overblik over opladning af elbil i hjemmet. Formålet er at klæde dig på til at træffe det billigste og bedste valg i et marked, der er fundamentalt forandret, efter elafgiften 1. januar 2026 sænkes til det absolut laveste i EU.
I de følgende afsnit gennemgår vi følgende:
- Den nye elafgift gældende fra 1. januar 2026
- De tre typer af hjemmeladning
- Priser på opladning af elbil i hjemmet
- Skal jeg vælge en serviceaftale?
- Skal jeg vælge Clever One?
- Hvilken ladeboks skal jeg vælge?
- De billigste ladeudbydere og elselskaber
- Installation af ladeboks
- Leje eller køb af ladeboks
Se også: Billige ladeløsninger fra TakeCHARGE
Reduceret elafgift i 2026 giver billigere opladning
På grund af den politiske beslutning om at nedsætte elafgiften til et absolut minimum (1 øre pr. kWh inkl. moms eller 0,8 øre pr. kWh ekskl. moms) bliver det endnu billigere at køre i elbil i Danmark.
En elbilist med et gennemsnitligt kørselsforbrug omkring 15.000 km om året, der oplader elbilen, når strømmen er billigst, kan forvente en gennemsnitlig strømpris på 1 kr. pr. kWh. Det er den pris uden elafgift, som OK-ladekunder i 2025 i gennemsnit betalte, hvilket vi anser som en meget retvisende gennemsnitlig normalpris for 2026.
I resten af guiden tager vi afsæt i en gennemsnitlig strømpris på 1 kr./kWh.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Tre typer af hjemmeopladning
Der findes grundlæggende tre former for opladning af elbilen hjemmet. Hvilken type hjemmeopladning du bør vælge, afhænger af dit ønske om tryghed kontra den lavest mulige pris.
1. Ladeboks uden abonnement
Dette er den løsning, som vi anbefaler til langt de fleste elbilister i dag. Du køber enten din egen ladeboks hos en elektronikforhandler, brugt eller køber en billig med ladeboks installation hos en ladeudbyder for senere hen at opsige aftalen efter bindingsperioden og skifte til en billigere løsning.
Uanset hvordan du kommer i gang med en ladeboks uden abonnement, skal en autoriseret elektriker installere den. Herefter betaler du blot for den strøm, som du bruger, via din normale elregning. Øvelsen her går ud på at vælge den absolut billigste elaftale på markedet, for den er fuldstændig afgørende for prisen på opladningen af din elbil.
- Fordele: Ingen månedlige gebyrer, fuld frihed til at skifte elselskab og den laveste pris pr. km over tid for de fleste danskere.
- Ulemper: Du står selv for support, hvis ladeboksen driller (efter reklamationsrettens udløb).
2. Ladeboks med serviceaftale
Her betaler du et månedligt beløb på i gennemsnit 45 kr./md. til en ladeudbyder. Tidligere var dette nødvendigt for at få elafgiften refunderet. I dag fungerer det primært som en serviceaftale, der giver udvidet garanti på ladeboksen og adgang til support, hvis der er tekniske problemer med ladeboksen.
- Fordele: Maksimal tryghed, hjælp til opsætning og problemer med ladeboks/app og adgang til ladeudbyderens app.
- Ulemper: Ofte penge ud af vinduet, da ladebokse sjældent går i stykker, og afgiftsrefusionen nu er væk.
Se priser på serviceaftaler:
3. Abonnement til fast pris (Clever One)
Her betaler du et fast beløb hver måned (Clever One er pt. eneste ladeløsning af den slags) for fri opladning ude og hjemme.
- Fordele: Fast pris uanset forbrug, fri adgang til offentlige opladere på farten og maksimal bekvemmelighed.
- Ulemper: Kræver et meget højt kørselsbehov for at kunne betale sig og er for dyrt for langt de fleste danskere.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Hvad koster det at oplade elbil?
Prisen for opladning af en elbil afhænger af flere faktorer – blandt andet ens kørselsbehov, valg af elaftale og ens evne til at lade uden for de dyre spidsbelastningstimer (typisk kl. 17-21). Herunder ser du prisen for 100 % hjemmeopladning ved forskellige kørselsbehov, hvor der betales for det faktiske forbrug.
Det har aldrig været billigere at køre elbil, end det er i 2026. For blot 250 kr. om måneden kan en familie med et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året dække deres transportbehov, hvis de har den billigste ladeløsning.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Skal jeg vælge en serviceaftale?
Før i tiden var serviceaftalen elbilistens bedste ven. Man betalte i gennemsnit cirka 75 kr./md. for at få 90 øre refunderet for hver kWh brugt til opladning af elbilen. Det betød, at prisen på en serviceaftale var tjent hjem utroligt hurtigt.
I dag er billedet vendt på hovedet. Da elafgiften er sænket til 1 øre per kWh inkl. moms, er der i praksis intet at få refunderet. Hvis du kører 15.000 km om året (og dermed bruger 3.000 kWh om året på opladning), er din samlede potentielle refusion kun omkring 30 kr. om året. At betale 900 kr. om året for en serviceaftale for at få 30 kr. retur er en dårlig forretning. Og derfor er der ikke længere nogen ladeudbydere, der tilbyder elafgiftsrefusion.
I en serviceaftale, som nu koster i gennemsnit 45 kr./md., betaler man for:
- Udvidet garanti: Nogle ladeudbydere lover at udskifte ladeboksen uden beregning, hvis den dør efter eksempelvis 4 år.
- Support: Mulighed for at ringe til en tekniker kl. 22 en søndag aften.
- App-funktionalitet: Nogle ladebokse kræver et abonnement for at kunne styre ladningen intelligent (dog kan de fleste bokse i dag styres via gratis apps som Monta).
Vi anbefaler kun at betale for en serviceaftale, hvis den er gratis (hvilket udbydere som EWII og Looad tilbyder), eller hvis du vægter trygheden ekstremt højt. For langt de fleste elbilister er en serviceaftale overflødig og penge direkte ud ad vinduet. Betaler du også for en serviceaftale til dit tv, tørretumbler eller komfur, som er langt mere komplekse apparater? Næppe.
Se også: Nyheder om ladeudbydere og opladning
Skal jeg vælge Clever One til en fast pris?
Clever One er en populær ladeløsning, men med det lave afgiftsniveau er det på papiret et nicheprodukt til storforbrugere. I praksis vælger mange danskere med et meget lavt kørselsforbrug alligevel Clever One, og det er en skam, for det er en alt for dyr løsning. Hvis du udelukkende eller primært lader elbilen hjemme, skal du nu køre omkring 40.000-50.000 km km om året, før Clever One er billigere end at betale pr. kWh.
Mange danskere værdsætter trygheden i en fast pris på 799 kr./md. for Clever One med ladeboks og 899 kr./md. for Clever One på offentlige ladere. Men er trygheden virkelig en merpris på flere hundrede kroner hver eneste måned det før? Det mener vi ikke.
De fleste kan også se fornuften i at betale for et billigt mobilabonnement til 70 kr./md., som passer til ens forbrug af tale og data, frem for at brænde 299 kr./md. af på et dyrt abonnement med fri tale og fri data. Samme fornuft bør gælde for ladeløsninger.
Hvornår skal jeg vælge Clever?
Det afgørende for, hvornår du skal vælge Clever, er, hvor langt du kører, og hvor meget du oplader elbilen på farten. Offentlig lynladning koster typisk 3-4 kr./kWh, mens hjemmeladning koster 1 kr./kWh. Jo mere du oplader elbilen på offentlige ladestandere, desto mindre skal du køre, for at Clever One kan svare sig.
Hvis du bor i lejlighed uden egen ladeboks, er Clever One i mange tilfælde attraktivt, da du blot skal køre 17.980 km om året, før Clever One giver mening. Men har du ladeboks i egen indkørsel og aldrig lader ude, skal du køre tæt på 50.000 km om året, før Clever One kan svare sig. Selv hvis man regner med en lidt højere gennemsnitlig strømpris på 1,25 kr./kWh, skal man køre næsten 40.000 km om året.
Se også: Disse elbiler har længst rækkevidde
Hvilken ladeboks skal jeg vælge?
Din ladeboks er ikke bare en stikkontakt. Det er en computer, der skal tale sammen med din elbil (og på sigt også elnettet, når vehicle-to-grid (V2G) bliver udbredt. Vi anbefaler altid at vælge en boks, der understøtter både 11 kW og 22 kW, selvom din nuværende elbil og elinstallation i husstanden måske kun understøtter 11 kW. Prisforskellen er minimal, og du har en fremtidssikret ladeboks, som ikke kræver nogen udskiftning i fremtiden.
Det vigtigste i en ladeboks
Der er visse ting, som er vigtige at kigge efter, når du køber en ladeboks:
- Internetforbindelse: Vælg en boks med 4G og ikke kun Wi-Fi/Bluetooth. WiFi i indkørslen er ofte ustabilt, og en ladeboks uden forbindelse kan ikke opdateres eller styres via apps. 4G er ofte gratis i boksens levetid.
- Tre faser: Vælg altid en ladeboks, der understøtter tre faser. Det vil sige 16 A (ampere) i en 11 kW ladeboks og 32 A (ampere) i en 22 kW ladeboks.
- MID-certificering: Hvis du nogensinde skal dokumentere dit forbrug (f.eks. over for en arbejdsgiver eller til en fremtidig refusionsordning), skal ladeboksen have en MID-godkendt måler.
- Lastbalancering: Gode ladebokse kan mærke, hvis du tænder for ovnen og vaskemaskinen samtidig, og skruer midlertidigt ned for ladeeffekten, så sikringerne ikke springer.
- Kompatibilitet: Vælg en ladeboks, som har bred kompatibilitet. Mange ladeudbydere understøtter særligt Zaptec Go-ladeboksen og Easee-ladeboksen, og lade-apps som Monta har forskellig understøttelse af forskellige ladebokse. Se hvilke ladebokse Monta understøtter bedst.
De mest populære ladebokse
Herunder kan du se nogle af de mest populære ladebokse til elbiler:
Vores favorit er Zaptec Go, som vinder på sin kombination af pris, størrelse og det faktum, at den er “åben”. Det betyder, at du ikke er låst til én udbyders app.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Valg af ladeudbyder: Hvem er billigst?
Når elafgiften er væk, er det elselskabet, der er din vigtigste faktor i forhold til ladeomkostninger. Du skal gå efter et selskab med et lavt spotpristillæg (eller slet intet spotpristillæg) og en lav abonnementspris.
De billigste ladeudbydere
Herunder kan du se priser på de billigste elselskaber uden serviceaftale:
Er du interesseret i en serviceaftale, kan du herunder se priser på de billigste elselskaber/ladeudbydere inkl. en serviceaftale:
Husk, at spotpristillægget ofte er vigtigere end abonnementsprisen. Hvis du bruger 3.000 kWh på elbilen og 4.000 kWh i huset, koster et tillæg på 12 øre dig over 800 kr. ekstra om året.
Vær dog også opmærksom på de helt billige elselskaber, som har variable abonnementspriser. Ved et gennemsnitligt kørselsforbrug er de meget billige, men de blive dyrere med et stigende strømforbrug, fordi det månedlige abonnement stiger i pris med det samlede strømforbrug. Det kan også give samlede omkostninger, som løber op i mange hundrede kroner om året.
Pris på installation af ladeboks
Det er fristende at tro, at man bare kan bruge en “mormorlader” i en almindelig stikkontakt. Lad være med det. Sikkerhedsstyrelsen fraråder dette til daglig brug på grund af risiko for brand, hvis en uegnet elinstallation belastes kontinuerligt. Derudover er der også et øget ladetab ved en lav ladeeffekt som på en mormoroplader. En korrekt installeret ladeboks er en sikkerhed for både dig og dit hus.
Hvad koster en installation?
En standardinstallation af en ladeboks koster i gennemsnit alt mellem 1.550 og 9.200 kr., alt efter om ladeboksen lejes eller købes, og om det er med eller uden elaftale:
- Gennemsnitlig pris for installation ved leje af ladeboks (med elaftale): 1.550 kr.
- Gennemsnitlig pris for installation ved leje af ladeboks (uden elaftale): 3.650 kr.
- Gennemsnitlig pris for installation ved køb af ladeboks (med elaftale): 5.700 kr.
Gennemsnitlig pris for installation ved køb af ladeboks (uden elaftale): 9.200 kr.
Ved en standardinstallation af en ladeboks er følgende typisk inkluderet:
- En ny 3-faset sikringsgruppe i din eltavle.
- Op til 10-15 meter kabel fra tavle til boks (varierer fra ladeudbyder til ladeudbyder)
- Boring gennem én mur.
- Lovpligtig fejlstrømsafbryder (Type B eller indbygget).
- Test og dokumentation.
Vær opmærksom på, at man ofte kan få en gratis standardinstallation i forbindelse med køb eller leasing af en ny elbil – ofte med Clever. Det kan være klogt at udnytte disse tilbud, men husk endelig at opsige aftalen til udløb af bindingsperioden og skift over til en billigere udbyder/et billigere elselskab, hvis du har et gennemsnitligt kørselsforbrug. Der vil være en lille udgift til afmontering/udskiftning af ladeboks, men det kan sagtens svare sig.
Leje eller købe ladeboks: Hvad er billigst?
Om du skal købe eller leje din ladeboks, handler i bund og grund om, hvor længe du planlægger at have elbil i din nuværende bolig. Hvis du ejer ladeboksen, sparer du penge hver eneste måned og i det lange løb, men det kræver en større investering her og nu. Leje kan derimod være en god, kortsigtet løsning.
Herunder kan du se gennemsnitspriserne på tværs af de forskellige ladeudbydere:
Hvornår er det billigst at leje ladeboks?
Leje af ladeboks er den mest populære løsning for dem, der ønsker at komme billigt i gang. Du betaler typisk kun omkring 1.550 kr. for at få installeret en ladeboks i husstanden, hvis du samtidig vælger en elaftale hos din ladeudbyder. Leje-, service- og elaftalen koster i gennemsnit 190 kr./md.
Fravælger du elaftalen, er den gennemsnitlige pris for en installation med leje af en ladeboks 3.650 kr. Du betaler her en lidt højere gennemsnitlig lejepris for ladeboksen på 210 kr./md.
Vælg leje af ladeboks, hvis du:
- er usikker på, om elbil er noget for dig og vil prøve det af med lavest mulige risiko.
- bor i en bolig, som du forventer at flytte fra inden for de næste 2-3 år.
- hellere vil have luft i budgettet lige nu end en besparelse om tre år.
Hvornår er det billigst at købe ladeboks?
At købe en ladeboks svarer til at købe sin egen cykel i stedet for at leje den. Det koster mere i starten, men det bliver billigere for hver dag, der går. Ved at eje din ladeboks sparer du cirka 150 kr. hver eneste måned i forhold til at leje den.
Vælg køb af ladeboks, hvis du:
- ejer din bolig og forventer at have elbil i mange år fremover.
- har pengene til at foretage investeringen nu (i gennemsnit 5.700 kr. for en installation med elaftale og 9.200 kr. for en installation uden elaftale).
- vil have den billigste løsning på lang sigt. Allerede efter cirka 2,5 år er det samlet set billigere at have købt boksen frem for at have lejet den.
Elaftalen har betydning for prisen
Som du kan se i tabellen ovenfor, er der stor forskel på prisen for at komme i gang, alt efter om du tager en elaftale med i pakken eller ej:
Med elaftale: Du får en markant rabat på selve ladeboksen og installationen, fordi ladeselskabet tjener pengene ind på at sælge dig strøm. Det er ofte den nemmeste løsning.
Uden elaftale: Du betaler den fulde pris for ladeboksen og installationen (i gennemsnit 9.200 kr.). Til gengæld har du 100 procent frihed til at vælge det absolut billigste elselskab på markedet, hvilket kan give en ekstra lille besparelse på den lange bane.
Opladning af elbil med solceller og elvarme
Hvis du har solceller eller en bolig med elvarme/varmepumpe, har du aldrig fået elafgiftsrefusion (da du allerede er fritaget for afgift på alt forbrug over 4.000 kWh).
For dig har strategien altid været enkel, og den er uændret: Køb din egen ladeboks, og vælg en ladeboks optimeret til solceller (f.eks. Zaptec Go eller Easee med Equalizer). Dette gør det muligt for din bil at “suge” den overskudsstrøm, som dine solceller producerer, før den sendes ud til elnettet. Det er den absolut billigste form for kørsel, der findes.
Opsamling: Din tjekliste til billig opladning
For at få den mest fremtidssikre og billigste ladeløsning anbefaler vi følgende:
- Drop den dyre serviceaftale: Medmindre den er gratis, er den økonomisk overflødig nu, hvor elafgiften er væk.
- Køb din egen ladeboks: Vælg en fremtidssikret ladeboks som Zaptec Go. Den tjener sig hjem på 2,5 år sammenlignet med leje.
- Vælg det billigste elselskab: Gå efter lave spotpristillæg og 0 kr. i abonnement (f.eks. via Elforbundet).
- Lad intelligent: Brug en app til at oplade elbilen automatisk i de billigste timer af døgnet. Her er transporten (nettariiffen) billigst, og elprisen er ofte tæt på 0 kr.
- Tjek dit kørselsbehov: Kører du under 40.000 km om året, og lader du mest hjemme? Så skal du sandsynligvis ikke have et Clever-abonnement.