To nye Leapmotor-elbiler på vej til Danmark
Det går stærkt for Leapmotor. Mærket, der gjorde sit indtog i Danmark i efteråret 2025, har netop rundet 600.000 solgte biler på et enkelt år globalt og cementeret sin position som et af de førende kinesiske startups inden for elbiler og hybridbiler.
På biludstillingen i Bruxelles har Leapmotor løftet sløret for to nye elbiler, B03X og B05, der skal udvide mærkets tilstedeværelse i Europa og Danmark yderligere. Begge biler forventes lanceret på det danske marked i løbet af 2026.
Se også: Alle elbiler fra Leapmotor
B03X: Lille bybil med 215 hk
Den første store nyhed er europapremieren på modellen B03X. Her er tale om en lille SUV i B-segmentet, der er skræddersyet til bykørsel og hverdagens praktik.
Leapmotor B03X er bygget på en helt ny global platform og måler cirka 4,2 meter i længden med en akselafstand på over 2,6 meter. Designet er optimeret til lav luftmodstand med en Cd-værdi på 0,26 for at maksimere effektiviteten.
Selvom elbilen er kompakt, skorter det ikke på kræfter. B03X er udstyret med et LFP-batteri med høj energitæthed og en elmotor på bagakslen, der yder 158 kW (215 hk).
Teknologisk byder den lille SUV på en AI-baseret kabine, avancerede førerassistentsystemer og mulighed for over-the-air-opdateringer, hvilket skal sikre en moderne og digital køreoplevelse.
Elbilen ligner altså en direkte konkurrent til Renault 4 E-Tech Electric, Fiat Grande Panda, Nissan Micra, Opel Frontera Electric, Citroën ë-C3 Aircross og Firefly.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
B05: Sporty hatchback
Hvor B03X satser på det kompakte, går den nye hatchback, B05, efter det sporty og rummelige i C-segmentet. Modellen præsenteres som en elbil med fokus på dynamisk performance og et markant design.
Leapmotor B05 skiller sig ud som en hatchback med coupé-træk med rammeløse døre og store 19 tommer alufælge. De sportslige takter bakkes op af præstationerne, idet den klarer 0-100 km/t på blot 6,7 sekunder.
Rækkevidden er opgivet til op til 460 km (WLTP), og den understøtter lynladning med en effekt på op til 170 kW.
Indvendigt er der skruet op for komforten med klassens største panoramaglastag, opvarmede sæder i eco-læder og en 14,6 tommer stor infotainmentskærm, der styres af det nye infotainmentsystem, Leap OS 4.0 Plus. Sikkerheden varetages af hele 17 forskellige ADAS-systemer.
Med et landsdækkende netværk på 44 forhandlere i Danmark er scenen sat for, at de to nye modeller kan rulle ud på de danske veje i løbet af året.
Leapmotors elbiler har en garanti på 4 år eller 100.000 km, hvilket er bedre end nogle mærker, men langt fra bedst på markedet.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Får Leapmotor succes i Danmark?
Leapmotor har store ambitioner og stormer frem især i Kina, men også i andre dele af verden, hvor de meget konkurrencedygtige priser priser.
Men i Danmark er det langt fra givet, at Leapmotor får succes. De fleste kinesiske bilmærker, der har prøvet lykken på det danske elbilmarked, har slået sig gevaldigt. Kun Xpeng, BYD og MG har succes.
Samarbejdet med Stellantis giver Leapmotor bedre forudsætninger end mange andre, men omvendt har Stellantis-fabrikken og importøren Wismo hidtil ikke vist sig som nogen synderlig konkurrencedygtig spiller i Danmark, når det gælder elbiler.
Trods et utal af mærker – Citroën, Peugeot, Opel, Fiat, Leapmotor, Exlantix, Voyah, Hongqi, Jeep, Skyworth, DS, Maserati og Alfa Romeo – har Stellantis-bilerne og Wismo-importøren en forbavsende lille markedsandel.
Vi anbefaler:
De 5 bedste elbiler til familien
Stor guide til opladning af elbil hjemme
Fordele og ulemper ved at lease elbil




