Mofibo klar med lydbogsapp til biler
Lydbogstjenesten Storytel, der i Danmark er bedre kendt som Mofibo, har netop lanceret en app udviklet til infotainmentsystemer i biler.
Læs også: Nyheder om elbiler
Mofibo til Android Automotive
Der kommer flere og flere biler med Googles intotainmentsystem, Android Automotive. Først var Polestar og Volvo med hver deres udgave af det og på vej er flere andre bilmærker, for eksempel Renaults nye Megane E-TECH Electric. Systemet byder på en direkte adgang til Googles appbutik, hvor brugerne kan hente apps til streaming af musik, navigation og mere. Nu er der også blevet plads til lydbogsappen Mofibo.
Mofibo-appen blev for nylig lanceret til Apple Watch og til smartwatches med Wear OS. Streamingtjenesten lancerer nu endnu en app, der bliver tilgængelig i alle biler med Google-tjenester.
Mange brugere sætter pris på muligheden for at styre alle systemer via det samme display uden at skulle bruge en mobiltelefon, når de kører i bil. Med Mofibo-appen til Android Automotive OS kan rejsende nu nemt finde deres lydbøger på samme display som bilens øvrige funktioner.
Indholdet synkroniserer på tværs af enheder. Det betyder, at Mofibo-brugere altid kan skifte mellem deres app i bilen og deres mobiltelefon, iPhone eller Android og deres smartwatch, Apple Watch eller Wear OS, og stadig fortsætte med at lytte til lydbøger på farten.
“Lanceringen af Mofibos app til biler betyder, at vores brugere kan lytte til historier på endnu en enhed, hvilket gør vores store indholdskatalog mere tilgængeligt end nogensinde. Vi er rigtig glade for at give vores abonnenter denne nye mulighed for at integrere lydbogsoplevelsen i alle dele af deres liv,” siger Mikael Holmquist, produktdirektør hos Storytel.
Testet i samarbejde med Volvo
Appen er blevet testet i samarbejde med Volvo gennem deres udviklingsportal. Den er nu tilgængelig for alle biler med Android Automotive OS og for brugere på alle Storytels markeder, herunder Mofibo i Danmark. Et aktivt Mofibo-abonnement er påkrævet. Om Mofobi også er på vej til andre infotainmentsystemer melder historien ikke noget om.
Læs også: Test af elbiler