Ny Peugeot e-208: Rækkevidde, udstyr og andre specifikationer
Den nye Peugeot e-208 får facelift, længere rækkevidde, stærkere elektrisk motor, nyt cockpit og så bliver det lettere at vælge udstyrspakke.
Se også: Sammenlign alle elbiler
Specifikationer på ny Peugeot e-208
Peugeots 208 blev den bedst sælgende bil i Europa i 2022 og topper ranglisterne måned efter måned her i Danmark. I første halvår af 2023 blev den den næstbedst sælgende bil herhjemme med 2.661 nye Peugeot 208 på vejene i Danmark. Peugeot, og heller ingen andre bilmærker, kunne dog hamle op med Tesla og deres Model Y.
Med interessen for de rene elbiler, og ikke mindst flere mindre og billigere modeller, er den nye e-208 en spændende nyhed. Den har nemlig fået forbedringer, der gør den til en bedre elbil end tidligere.
Den nye Peugeot e-208 har fået et opdateret design med ny front, baglygter samt nye farver – blandt andet den iøjnefaldende Agueda gul.
Ydeevne, rækkevidde og opladning
Den nye Peugeot e-208 har fået forbedret rækkevidde, hvilket er en af de største nyheder. Den nuværende e-208 kører op til 362 kilometer, hvor den nye runder de 400 kilometer.
Peugeot har ikke blot smidt et større batteri i, som man ser mange producenter gøre for at opnå længere rækkevidde. Den nye model har nemlig samme størrelse batteri – dog 1 kW større kapacitet og er derfor på 51 kW.
Den oplader med op til 100 kW, hvilket giver opladningstider fra 20 til 80 procent på under 25 minutter. Hjemmeopladning af den tager omkring 4 timer 40 minutter.
Med en ny elektrisk motor yder e-208 nu 115 kW / 156 hk, som er en god opgradering over de 100 kW/ 136 hk i nuværende model. Peugeot oplyser ikke 0-100 km/t tider endnu.
Nyt i-Cockpit med 10 tommer skærm
Den nye 208 udstyres også med et opdateret infotainmentsystem, hvor en 10 tommer skærm nu er standard i alle udstyrsmodeller.
Udstyrsmodellerne ALLURE og GT har infotainmentskærmen “HD-teknologi”, hvad end Peugeot mener med dette. Vi går ud fra, at disse to varianter har en højere opløsning på den 10 tommer skærm.
Pladsen i bagagerummet er skrumpet en anelse. Den nuværende e-208 har 311 liter mod 309 liter i den nye.
Varianter af ny Peugeot e-208
Peugeot har simplificeret varianterne af den nye e-208, så det nu er lettere at vælge. Den kommer i varianterne ACTIVE, ALLURE og GT.
- ACTIVE: ny lyssignatur for og bag, manuel aircondition, elektriske for- og bagruder, elektriske sidespejle, PEUGEOT i-Cockpit med 10″ central touchskærm, USB- C indgang foran.
- ALLURE: samme som ACTIVE + 16″ “NOMA” alufælge, indfarvet kølergitter, parkeringsassistance for og bag, elektrisk sammenklappelige sidespejle, PEUGEOT i-Cockpit® med 10″ digital cluster og 10″ høj- definition central touchskærm, PEUGEOT i-Connect infotainmentsystem med fuld smartphone-tilslutning, 2 USB-C- indgange foran, 1 USB-C-indgang og 1 USB-A-indgang bag.
- GT: samme som ALLURE + Full LED-forlygter, high-definition parkeringskamera, nøglefri adgang og start, ambientebelysning, 10-tommer digitalt instrumentpanel med 3D-display, elektrisk sammenklappelige sidespejle med velkomstbelysning, blanksorte hjulkasser, GT badges.
Pris og salgsstart på ny Peugeot e-208
Peugeot er endnu ikke klar med en dansk pris på den nye e-208. Vi forventer at den vil få en pris i samme stil som nuværende, der starter ved 264.990 kroner.
Peugeot oplyser heller ikke hvornår den nye e-208 kan købes i Danmark.
Se også: Find den rigtige elbilforsikring