Nye tal fra august viser rekordmange nye elbiler, men usikkerhed om politiske indgreb og ændringer i elbilers registreringsafgift skaber igen i år voldsom utryghed for bilkøbere, der risikerer uforudsete prisstigninger ved årsskiftet.
Rekordhøj andel af elbiler på de danske veje
August måned bød på et historisk gennembrud for den grønne omstilling.
Af de 16.165 nye personbiler var hele 13.887 rene elbiler, hvilket svarer til en andel på hele 85,9 procent. Det er det højeste nogensinde, når man kigger på elbiler solgt til både private og erhverv.
I en tid, hvor interessen for elbiler aldrig har været højere, advarer bilbranchen om politisk slingrekurs.
Mobility Denmark opfordrer atter regeringen til permanent at afskaffe registreringsafgiften på elbiler for at undgå at bremse den positive udvikling.
Læs ogsåDin nye elbil skrottes før naboens gamle dieselbil
Forsinket levering kan udløse afgiftssmæk efter nytår
Selvom salget buldrer derudad, lurer en økonomisk fælde for mange bilkøbere i disse måneder. Mange tror fejlagtigt, at prisen er låst, når slutsedlen underskrives hos forhandleren.
Afgiften afgøres imidlertid af den faktiske indregistreringsdato, og bilforhandlerne tager forbehold for disse lovmæssige afgiftsændringer.
Trækker leveringen af en fabriksny elbil ud til efter nytår, hænger køberen selv på ekstraregningen.
Det skaber stor usikkerhed for mange bilkøbere, som kan have bestilt en elbil for mange måneder siden, men grundet forsinkelser på bilfabrikken pludselig står i en situation, hvor deres forsinkede elbil risikerer at blive leveret i starten af det nye år med højere afgifter til følge.
Læs ogsåTidlig julegave på vej? Regeringen vil bremse dyrere elbiler
Så meget dyrere bliver familiebilerne
Afgiftsstigningerne rammer ikke de helt billige elbiler under 300.000 kroner, men strammer skruen over for helt almindelige familiebiler.
En elbil til 400.000 kroner står således til at stige med cirka 25.000 kroner, mens en større og dyrere elbil til 500.000 kroner stiger med cirka 45.000 kroner.
Denne risiko for en forhøjelse af registreringsafgiften skaber en situation, hvor mange danskere ikke ved, om de skal forhaste deres køb eller tage chancen og vente i forventning om, at der fra politisk side findes en gunstig løsning.
Læs ogsåNye afgifter på elbiler lurer: Så meget dyrere kan din næste bil blive