Peugeot-ejere klager over vildledende markedsføring af garanti
Peugeut-importøren Wismo Automotive (tidligere K.W. Bruun) har markedsført både Peugeot e-3008 og e-5008 med en 8 års serviceaktiveret garanti kaldet Allure Care. I en pressemeddelelse lød det blandt andet fra Peugeots direktør, Christian Haugaard:
”Og for første gang nogensinde lancerer Peugeot en 8 års serviceaktiveret garanti – det understreger kvaliteten af den nye e-3008.”
Interesserede danskere modtog også et nyhedsbrev, hvor en af de fremhævede nyheder ved Peugeot e-3008 var: ”Du får hele 8 års serviceaktiveret garanti”.
Og med annonceringen af Peugeot e-5008 i marts 2024 oplyste Peugeot følgende i en pressemeddelelse:
“For at sikre kunderne tryghed tilbyder PEUGEOT et 8 års serviceaktiveret ”Allure Care” program, som garanterer ro i sindet ved at dække den elektriske motor, OBC (onboard charger), drivlinjen og de vigtigste elektriske og mekaniske komponenter i op til 8 år/160.000 km.”
Se også: Se alle elbiler fra Peugeot i Danmark
Wismo: Peugeot har aldrig lovet 8 års garanti
Men pludselig trak importøren i land. Alle udsagn om Allure Care forsvandt fra Peugeots hjemmeside. Til Motor-Magasinet oplyser Hanne Langsig Sørensen, der er kommunikationschef hos Wismo Automotive, følgende:
”Der er tydeligvis sket fejlfortolkninger omkring Allure Care. Peugeot Danmark har på intet tidspunkt lovet en 8-års garanti i forbindelse med lancering af e-3008 eller e-5008. Konceptet har aldrig været omtalt i tv-reklamer eller annoncering. Garantien har ej heller været indskrevet i vores garantibestemmelser, som kunderne skriver under på i forbindelse med købet.”
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Danske Peugeot-ejere klager til Forbrugerombudsmanden i flok
Både juraprofessor Birgit Liin fra Aarhus Universitet og FDM vurderer over for mediet, at der kan være tale om vildledende markedsføring. Og samme opfattelse deler et stort antal danske ejere af Peugeot e-3008 og e-5008, som nu står tilbage med en elbil med kun 2 års garanti frem for 8 års serviceaktiveret garanti – altså et dårligere produkt, end de troede, de købte.
Det har fået et stort antal danske Peugeot-ejere til i flok at indgive klager til Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven.
Mobilsiden.dk har kontaktet Wismo Automotive for at få en kommentar til sagen, men har endnu ikke hørt fra kommunikationschef Hanne Langsig Sørensen.
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
Perspektivering
Garanti på elbiler er blevet et vigtigt salgsparameter, efter mange kinesiske bilproducenter har overhalet de europæiske producenters garantiordninger indenom.
Senest har Semler Gruppen forlænget garantien på elbiler fra Volkswagen, Audi og Skoda fra 2 til 5 år. Se hvilke elbiler der har den bedste garanti.
Vi anbefaler:
Guide til valg af ladeboks og ladeløsning i hjemmet
De billigste elbiler på vejene i Danmark