PlayStation 5 kan snart komme til udvalgte biler

PlayStation 5 kan snart komme til udvalgte biler, men det bliver ikke en fuldblods PS5 vurderer bilekspert - og det kan blive som abonnement.

PlayStation 5 kan snart komme til udvalgte biler

Gaming er noget, vi møder overalt i dag, takket være telefoner, transportable gaming-enheder som Nintendo Switch og Steam Deck, cloudstreaming og selvfølgelig konsoller.

Gaming-industrien er i gang med at overhale stort set alle andre store industrier og er noget, man skal regne med på tværs af hele underholdningsindustrien. Men der er selvfølgelig en tærskel, man skal over, hvis man vil have de bedste spil ud til det brede publikum.

Konsoller er både dyre og svære at få fat i for tiden, selvom den nyeste generation er to år gammel. Det er ved at blive bedre, men det fjerner ikke den detalje, at de er dyre og sikkert fortsat vil være det i årene fremover.

Se også: Bilproducenter låser funktioner bag dyre abonnementer

Sony vil have PlayStation 5 ud i elbiler

Sony forsøger dog at gøre gaming til en større del af vores alle sammens liv, da de og Honda overvejer at installere PlayStation 5 i nye biler. Sony og Honda er i forvejen i et samarbejde om elbiler.

Sony vil gerne have en fod indenfor i bilindustrien ved hjælp af Honda, og de er åbne for at installere noget af det bedste, de har, i Hondas elektriske biler. De har allerede meldt ud, at de går sammen om et fælles bilmærke.

I et interview med Financial Times siger præsident og COO for Honda Mobility, Izumi Kawanishi, at det er muligt, at PS5 bliver integreret i Hondas kommende lineup af elektriske biler. De forventes at komme på markedet i 2025.

Han nævnte desuden Tesla som en direkte konkurrent for Honda, når det handler om biler, der også kan underholde sine passagerer, både når bilerne er parkerede, og når et selvkørende system tager over.

Se også: Anmeldelse af elbiler

Dog stadig kun en mulighed

Der er dog endnu ingen konkrete planer, og det lader mere til at handle om en mulighed, Sony overvejer. Det er heller ikke kendt, hvad det ville komme til at koste.

Man kan forestille sig, at en bil, der også kan spille de nyeste spil, ikke vil være billig – formentlig vil det være de dyrere elbiler, der får PS5 installeret.

Med tanke på, at der stadig er flere år frem til lanceringen, kan man håbe på, at manglen på PS5-konsoller er løst eller i hvert fald mindre end i dag, så Sony rent faktisk har mulighed for at installere dem i biler.

Se test af nye elbiler på video.

Honda kan stå godt på underholdning med PS5

Spil og underholdning i elbiler er ikke en ny ting, men det er primært Tesla, der tilbyder streaming af video og spil i deres biler, hvilket kan gøre ventetiden ved ladestanderen mere hyggelig, forklarer Daniel Søgaard Hald, elbilekspert på mobilsiden.dk.

“Flere andre producenter af elbiler har også store flotte infotainmentskærme og højtalersystemer, der kan matche Teslas, men de mangler hele app-supporten, som gør disse funktioner mulige. Mange elbilproducenter udvikler egen software, og med et begrænset antal solgte enheder er det en tæt på umulig opgave af få de store streamingtjenester til at udvikle apps til den enkelte platform”.

Han forklarer, at både Googles Android Automotive, som Honda har meddelt at de vil benytte, samt understøttelse af PlayStation-platformen i samarbejde med Sony, så ser Honda ud til at være ret godt stillet. Det vil give adgang til de nødvendige apps og underholdning, som brugerne ønsker.

Kræver formentlig et månedligt abonnement

Bliver det en fuldblods PS5, der vil være at finde i bilerne? Det tvivler Daniel Søgaard stærkt på.

“Men det kan blive noget hardware, der gør det muligt at afvikle AAA-spil, der er i PlayStations imponerende sortiment. I kombination med en controller og 5G-opkobling i bilen kunne det ende med at blive en god oplevelse. Jeg forestiller mig, at funktionalitet som denne er noget, der vil blive krævet et månedligt abonnement for.”