Polestar 3 præsenteres i Danmark den 12. oktober

Polestars næste elektriske bil får stor international lancering i København. Den officielle præsentation af Polestar 3 vil ske den 12. oktober.

Polestar 3 præsenteres i Danmark den 12. oktober

Producenten er begyndt at sende invitationer ud til præsentationen af den elektriske performance-SUV, Polestar 3.

Der er store forventninger til Polestars næste elbil, der bliver virksomhedens andet fuldelektriske køretøj. Vi har hele tiden vist, at lanceringen af Polestar 3 ville ske i oktober, men nu har vi altså både dato, tidspunkt og sted.

Se også: Alt om Polestar 3 – hvad vi ved om den elektriske SUV

Polestar 3 præsenteres i København

I brevet kan man læse, at der inviteres til Polestar 3-event i Købenavn, mere præcist Lokomotivværkstedet. Selve præsentationen vil løbe af stablen den 12. oktober klokken 18:00 dansk tid.

Præsentationen af Polestar 3 forventes også at blive streamet på Youtube.

Herunder kan du se invitation, Polestar har sendt ud til nuværende Polestar-ejere:

OBS: Polestar i Danmark har endnu ikke bekræftet tidspunktet for lancering af Polestar 3.

Om Polestar 3

Polestar har tidligere sagt, at Polestar 3 bliver en af de mest klimaansvarlige biler, der nogensinde er lavet. Her kan vi forvente flere genbrugsmaterialer og måske også en CO2-neutral produktion. Den forventes at dele platform med den kommende elektriske Volvo EXC90, der lanceres i denne uge.

Polestar 3 får angiveligt op til 650 kW (871 hk) ydeevne fra to elektriske motorer. Polestar afslørede den nye motor- og gearkasseudvikling i en investorpræsentation i september 2021. Der er altså ingen tvivl om, at Polestar 3 bliver en hurtig SUV. 0-100 km/t omkring de 4 sekunder er absolut ikke umuligt.

Når det kommer til batteri og rækkevidde i Polestar 3 forventes bilmærket at benytte et stort 103 kWh-batteri, og der vil være hurtig 800 volt-opladning. Dette skulle give en opladningshastighed fra 10-80 procent på cirka 20 minutter. Den forventes at have en rækkevidde på op til 610 kilometer.

Bagagerummet holder angiveligt på 484 liter, som kan blive til 1.411 liter med bagsæderne lagt ned.

Det er slet ikke umuligt, at Polestar 3 vil opnå et selvkørende niveau 3 (SAE-niveau 3), hvor langt de fleste elbiler i dag er på niveau 2. Den skulle angiveligt også komme med forbedret Android Automotive.

Se også: Nyt om elbiler