Polestar taber 124.000 kroner per elbil
Hos Polestar blev årets andet kvartal afsluttet med endnu et stort underskud. Elbilmærket, der kommer fra Volvo, kæmper tydeligvis fortsat med en øget konkurrence på markedet, høje omkostninger og lavere global efterspørgsel efter elbiler.
Se også: Se Polestars udvalg af elbiler i Danmark
Taber 124.000 per solgt elbil
I 2. kvartal 2024 tabte Polestar 242,3 millioner dollar eller 1,63 milliarder kroner, viser selskabets seneste kvartalsregnskab. Det er ganske vist et lidt mindre tab end i samme periode sidste år.
Det faktum, at der igen er røde tal, viser dog, at Polestars problemer langt fra er overstået. Selskabets markedsværdi er faldet med mere end 90 procent siden opsplitningen fra Volvo i 2017.
Polestars omsætning er i 2. kvartal faldet med 17 procent til knap 575 millioner dollar eller 3,9 milliarder kroner. Der blev leveret 13.150 elbiler fra Polestar – en nedgang på 16,6 procent i forhold til samme periode i 2023.
Med et underskud på 1,63 milliarder kroner og 13.150 solgte elbiler svarer det til, at Polestar har tabt 124.000 kroner per solgt elbil.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Inflation og told gør ondt
Årsagen til tilbagegangen skyldes sandsynligvis til dels den høje inflation. Som følge heraf er mange forbrugere set i det globale perspektiv blevet mere forsigtige med deres forbrug.
I Danmark går salget af elbiler – inklusive Polestar – dog derimod fremad. Der er i 2. kvartal indregistreret 894 Polestar-elbiler i Danmark – en stigning på 69 procent sammenlignet med samme periode i 2023.
At både EU og USA nu også har indført højere told på kinesisk producerede elbiler er også en udfordring, der rammer Polestar. Producenten får nemlig produceret sine elbiler i Kina, men begynder at starte produktion i USA.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Ny direktør skal vende skuden
Polestar har oplyst, at de forventer at klare sig bedre i anden halvdel af året. Polestars vendepunkt involverer ansættelsen af en ny administrerende direktør, den tidligere Opel-chef Michael Lohscheller. Han skal erstatte den nuværende administrerende direktør, Thomas Ingenlath, i oktober.
Polestar sætter samtidig sin lid til, at de nye modeller, Polestar 3 og Polestar 4, kan øge salget i den kommende tid.
Polestar er ikke det eneste Geely-datterselskab med skuffende resultater. Lotus fik et stort underskud på trods af et rekordstort salg og blev tvunget til at halvere salgsmålene.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Ford og NIO også i alvorlige problemer
Polestar er ikke den eneste producent, som kæmper med at tjene penge på elbiler.
Ford taber i disse år store summer på sin elbilforretning og forventede i maj, at man vil tabe op mod 40 milliarder kroner på elbiler alene i år. Selskabet har i 1. kvartal 2024 tabt næsten 700.000 kroner per elbil.
Også kinesiske NIO taber mange penge på elbiler – omkring 120.000 kroner per elbil.
Til sammenligning tjener Tesla hele 22.440 kroner per elbil. Tesla tjente i 2. kvartal 2024 hele 9,9 milliarder kroner, som dog er en tilbagegang på 45 procent sammenlignet med for et år siden. Tesla solgte i seneste kvartal 443.956 elbiler – en tilbagegang på 5 procent.
Vi anbefaler:
Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
Hvad koster de billigste elbiler i Danmark?