Populære elbiler vil i 2035 koste det samme som populære fossilbiler i 2025

Nye beregninger viser, at populære elbiler vil koste en halv mio kr. i 2035, men de beregninger er misvisende. Vi forventer, at elbiler vil koste cirka det samme som fossilbiler gør i dag.

Populære elbiler vil i 2035 koste det samme som populære fossilbiler i 2025

Brancheforeningen DI Bilbranchen har lavet en beregning, der antyder, hvad populære elbiler vil koste i 2035, når stigende registreringsafgifter på elbiler er fuldt ud indfaset.

Beregningerne er dog efter vores optik kraftigt misvisende, da de ikke tager hensyn til de reelle markedsmekanismer – se hvad elbiler i 2035 vil koste.

Se også: Sammenlig elbiler på pris og kvalitet

Misvisende beregninger er ude af trit med virkeligheden

DI Bilbranchen har offentliggjort en spøjs beregning, der viser, at Danmarks mest solgte elbiler, Skoda Elroq, Volkswagen ID.4 og Tesla Model Y, vil koste mellem 500.000 og 560.000 kr. i 2035, når registreringsafgifterne er fuldt ud indfaset. Det er elbiler, som i dag koster mellem 340.000 og 370.000 kr., og dermed er der bevidst ikke kigget på de billigste varianter, som koster ned til 249.995 kr.

Her på redaktionen finder vi disse beregninger kraftigt misvisende, som skyder milevidt over forventningerne til elbilpriserne inkl. registreringsafgifter i 2035. Det skyldes, at der ikke tages hensyn til de reelle markedsmekanismer, der med tiden vil gøre elbiler langt billigere at producere og købe.

Hertil finder vi det spøjst, at DI Bilbranchen med beregningerne antyder, at Tesla Model Y, Skoda Elroq og Volkswagen ID.4 stadig er på markedet i 2035, hvilket vi vurderer som meget usandsynligt.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Fremtidens elbiler vil koste som dagens fossilbiler

Flere markedsforhold taler imod DI Bilbranchens beregninger, der viser, at populære elbiler i mellemklassen i 2035 vil koste mindst 500.000 kr. I stedet peger alt på, at elbiler i 2035 vil koste cirka det samme, som tilsvarende fossilbiler gør i dag – blot justeret for inflation.

Det skyldes, at elbilmarkedet i 2035 vil være langt mere modent og konsolideret. Produktionsomkostningerne pr. bil vil være væsentligt lavere som følge af stordriftsfordele, en effektiviseret produktion og adgang til billigere komponenter. Dertil kommer nye og billigere batteriteknologier, som vil gøre elbiler markant billigere at producere end i dag.

Forbrugernes betalingsevne (hvor meget de reelt kan betale) og betalingsvillighed (hvor meget de ønsker at betale for kvalitet) vil fortsat være afgørende for prisdannelsen. Jo højere afgift, desto flere forbrugere rammes af betalingsevne-kriteriet. Når registreringsafgiften er fuldt indfaset i 2035, vil nogle af de forbrugere, der i dag har råd til en elbil, ikke længere kunne købe en tilsvarende model.

De billigste elbiler i 2035 vil derfor rette sig mod forbrugere, hvor prisen alene er afgørende. I dagens prisniveau svarer det til elbiler med priser mellem 150.000 og 170.000 kr. – altså cirka det samme, som de billigste fossilbiler koster i dag.

Forbrugere med moderat betalingsvillighed vil fortsat søge en balance mellem pris og kvalitet – typisk elbiler i intervallet 200.000–500.000 kr. Dette marked, som i dag domineres af mellemklasse-SUV’er omkring 400.000 kr., forventes at være lige så stort i 2035.

Forbrugere med høj betalingsvillighed vil – som i dag – prioritere særlige kvaliteter og være mindre prisfølsomme. Dog forventes dette segment at blive mindre i takt med, at registreringsafgiften øges, fordi nogle købere herfra vil rykke ned i det moderate segment, mens andre med moderat betalingsevne vil søge mod billigere bybiler.

Ifølge Danmarks Statistik var den gennemsnitlige købspris for en ny fossilbil i 2024 213.300 kr. inkl. registreringsafgift. Der er intet, der tyder på, at danskernes privatøkonomi forbedres markant frem mod 2035. Derfor vurderer vi, at elbilernes prisniveau i 2035 (justeret for inflation) vil ligge tæt på nutidens niveau, og at DI Bilbranchens fremskrivning overvurderer de fremtidige priser, fordi den ikke tager højde for markedsmekanismer som produktionsomkostninger, teknologisk udvikling og forbrugernes reelle betalingsevne og betalingsvillighed.

Se også: Guide til bedste ladeboks til elbiler

Perspektivering

I tvivl om, hvilken elbil du skal vælge? Der findes i dag 150 elbiler på markedet, og det kan være svært at finde den rette elbil. Få hjælp til at at finde den bedste elbil til dig på Elbilmatch.

Vi anbefaler:
Sådan lader du, når elprisen er lavest
Se Hyundais udvalg af elbiler
Højere afgifter får danskerne til at droppe elbiler
Zaptec Go er en af de bedste ladebokse
Find den bedste forsikring til elbil
De billigste elbiler på vejene i Danmark