Projektteamet for Apple Car er midlertidigt blevet opløst

Forvirringen om Apple Car er total: For nylig skulle Apple have indledt dialog med bilproducenter om produktion af bilen - nu skulle teamet bag bilen være opløst.

Projektteamet for Apple Car er midlertidigt blevet opløst

Det sidste lange stykke tid har rygter om en elektrisk bil fra Apples side, den efterhånden sagnomspundne Apple Car, floreret vidt og bredt. Ifølge et tweet fra analytiker Ming-Chi Kuo er der dog en ny og uventet udvikling i sagen. Han har nemlig hørt, at teamet bag Apple Car blev opløst for noget tid siden.

Samtidig skriver han, at hvis Apple gerne vil begynde masseproduktion af deres bil i 2025, er selskabet nødt til at gendanne gruppen inden for de nærmeste 3-6 måneder.

Se også: Hvordan vil Apple Car se ud?

Modstridende informationer om Apples bilprojekt

Det er ret forvirrende at høre, at teamet er blevet opløst, for sidste år hørte vi det ene rygte efter det andet om, at Apple ledte efter samarbejdspartnere blandt bilproducenter, og at de indledte forhandlingssamtaler med blandt andet Kia.

Bloombergs Mark Gurman skrev tilbage i november 2021, at Apple tilsyneladende havde sat ekstra fut i arbejdet med bilprojektet, så forvirringen er total, når vi nu hører noget helt modsat om projektets status.

Gurman har også fortalt, at teamet havde fået en ny leder i Kevin Lynch, der er VP for teknologi hos Apple og tidligere har arbejdet med produkter som Apple Watch.

Se også: Teknologien bag selvkørende biler

Egen bil vil være stor ændring for selskabet

Det skal dog siges, at en egen bil vil være et stort skift for Apples fokus og engagement og en helt ny produktkategori for selskabet. Det er derfor ikke underligt, hvis der sker udskiftninger i teamet og ledelsen af projektet.

Der er stadig lang tid til 2025, og det er kun tiden, der kan vise, om der nogensinde kommer en Apple Car eller om det nærmere ender med, at Apple satser på bilsoftware, som de forskellige bilproducenter kan benytte.

Se også: Test af elbiler