Skoda på vej med 7-personers SUV med teknik fra VW ID.7

Skoda er på vej med en stor 7-personers SUV, som foreløbig går under navnet Skoda Space. Elbilen, der kommer i 2026, tager afsæt i konceptbilen Vision 7S.

Skoda på vej med 7-personers SUV med teknik fra VW ID.7

Skoda er i fuld sving med at teste sin kommende elektriske flagskibs-SUV, angiveligt kaldet Space, som forventes at blive lanceret i 2026.

Den 4,9 meter lange elbil bliver større end Enyaq og kan fås med op til syv sæder. Dermed bliver den en pendant til den eksisterende SUV, Kodiaq, der også kan fås med plads til syv personer.

Se også: Rygter, billeder og specifikationer på Skoda Space (Vision 7S)

Låner teknik fra Volkswagen ID.7

Den kommende SUV fra Skoda tager afsæt i selskabets Vision 7S Concept fra 2022. Den menes at være bygget på Volkswagen-koncernens MEB+-platform ligesom ID.7.

Drivlinje og batteri vil derfor formentlig virke bekendt: et 86 kWh NMC-batteri og en baghjulstrukken elmotor, der yder 210 kW (286 hk). Hvor Volkswagen ID.7 Style S+ kører helt op til 699 km på en opladning, bør tallet være noget lavere for en Skoda-SUV grundet øget luftmodstand og højere vægt.

Skoda Space, som den foreløbig går under, er for nylig også spottet i Sverige med fuld camouflage. Med afsæt i spionfotos har det russiske medie Kolesa skabt nogle renderinger af den kommende elbil fra tjekkerne.

Her ses, ikke overraskende, Skodas nye Modern Solid-designsprog, som fik debut i den kompakte SUV Skoda Elroq, og som senest er blevet anvendt i den opdaterede Skoda Enyaq.

Vi forventer, at Skoda løfter sløret for flere detaljer om den kommende 7-personers flagskibs-SUV i de kommende måneder, efterhånden som vi nærmer os en forventet verdenspremiere sidst på året forud for en endelig lancering i 2026.

Se også: Alle elbiler fra Skoda

Alternativer til Skoda Space

Skoda Space skal konkurrere med et stigende antal 7-personers elbiler, der er kommet på markedet.

Nogle af de bedste 7-personers elbiler, som Skoda Space bliver et alternativ til, er store SUV’er som Peugeot e-5008, Tesla Model Y (kommer snart igen som 7-personers), Kia EV9, BYD Tang, Hongqi E-HS9 og Volvo EX90.

Vi anbefaler:
Alle 7-personers elbiler i Danmark
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Hvorfor vælge elbil?