Dette kan være Teslas nye billige elbil
I en ny video fra Tesla fejres åbningen af et nyt teknologisk hovedkvarter i Los Angeles i Californien. Halvvejs inde i den 22 minutter lange video gemmer sig måske en spændende nyhed. Det kunne nemlig være her, at vi får det første glimt af en kommende mindre og billigere Tesla.
Læs også: Tesla med elbil til 212.000 kroner
Tesla på vej med en hatchback?
I videoen ser man det nye hovedkvarter, en række velkendte Tesla-modeller og nogle skitser af tidligere elbilmodeller. Men 11 minutter og 38 sekunder inde i videoen ser man også en sekvens på få sekunder, hvor en tilsyneladende ukendt Tesla er dækket med et sort tæppe.
Og det kan sagtens være den Tesla til 25.000 dollar, som Elon Musk nævnte første g ang tilbage i 2020, og som kan ende med at koste omkring 212.000 kroner i Danmark. Til sammenligning koster den billigste nuværende Tesla fra 329.900 kroner efter de seneste prisnedsættelser.
Ved første øjekast kunne bilen blot ligne i Model Y, men kigger man nærmere efter, kan det også være en helt ny elbil. Man kan også stille spørgsmålet: Hvorfor skulle Tesla vise en overdækket Model Y i en ny video? Dertil er Tesla ikke blege for at genanvende deres designs. Model Y er jo blot en oppustet Model 3.
Se også: Få den bedste forsikring til elbil hos If
Der spekuleres i, at den nye billige Tesla er en hatchback med meget kortere akselafstand, og som er mindre end Teslas andre elbilmodeller. Med en pris omkring 212.000 kroner skal den konkurrere mod elbiler som Nissan Leaf, MG4 Electric og Byd Atto 3.
Indtil videre er det dog kun gætterier, så tag det med et gran salt. Det er endnu ikke meget, man ved om den billigere Tesla, men den kan altså snart blive en realitet. Det er den 1. marts, at Elon Musk vil løfte sløret for det tredje skridt i selskabets store Master Plan, der i denne omgang skal handle om storskalaproduktion. Storskalaproduktion og et nyt og billigere jernbatteri kan sagtens være netop det, der skal til for at producere en Tesla lige over de 200.000 kroner.
Se også: De bedste priser på elbiler