Tesla fordobler mærkeloyalitet og slår alle andre bilmærker
“Skal andre bilproducenter have en chance mod Tesla, skal de handle hurtigt,” lyder udmeldingen fra analysevirksomheden IHS Markit, hvor de tager et kig på mærkeloyalitet på det amerikanske marked. Seneste tal viser nemlig, at Teslas brandloyalitet siden sidste år er mere end fordoblet.
Se også: Nyheder om elbiler
Slår Porsche, Mercedes og BMW
Analysen fra IHS tager et kig på de mest eftertragtede bilmærker og deres mærkeloyalitet for maj 2022 og sammenligner med tal fra sidste år. Her ser man en vanvittig udvikling hos Tesla, der i år slår velkendte store producenter som Porsche, Mercedes, BMW, Volvo, Audi, Maserati, Jaguar og flere.
Teslas mærkeloyalitet er i maj 2022 på 63 procent. Det er mere end en fordobling af loyaliteten i maj 2021 på 29,4 procent. Det er nu den højeste mærkeloyalitet ikke kun for alle luksusmærker, men for alle mærker i hele branchen i maj.
Det er den niende månedlige Tesla-loyalitet på over 60 procent i træk. Tesla er også det eneste mærke, der har overskredet 60 procent i mærkeloyalitet i perioder med lange leveringstider.
Tesla Model 3 er mest populær
Når man deler mærkeloyaliteten op på modelniveau hos Tesla er Model 3 vinderen. Model 3s mærkeloyalitet er i maj 2022 på 67,9 procent og er mere end dobbelt så høj som året før. Model 3’s mærkeloyalitet er desuden den næsthøjeste for alle modeller i branchen. Model 3 og Model X er også blandt de ti bedste modeller i hele branchen med hensyn til mærkeloyalitet i maj.
Hvad er konklusionen?
Konklusionen fra IHS er klar: Kort sagt betyder det, at Tesla ikke blot sælger en masse biler og crossovers (mere end noget andet luksusmærke i maj), men at køberne kan lide deres biler og køber en ny.
“Det er ildevarslende resultater for resten af branchen. Alle mærker – både luksusmærker og almindelige mærker – skal hurtigst muligt udvikle et effektivt konkurrencemæssigt svar på Tesla,” slutter IHS.
Se også: Test af elbiler