Tesla FSD i ekstrem test: Sådan reagerer den
Teslas selvkørende teknologi er blevet udsat for en omfattende, aggressiv test på en lukket bane.
Her blev softwaren presset til det yderste mod aggressive medtrafikanter for at se, om elbilen kan forhindre ulykker på egen hånd.
Se også: Alle elbiler fra Tesla i Danmark
Lynhurtige reaktioner afværger ulykker
I testen bliver Teslaen udsat for alt fra biler, der trækker ind i siden på den, til modkørende, der styrer direkte mod bilen i den forkerte vejbane.
Resultaterne fra banen er overvejende positive. Førerne bag testen udtrykker stor overraskelse over systemets evne til prompte at gribe ind og afværge ulykker.
Reaktionstiden vurderes i flere tilfælde til at være mærkbart hurtigere, end hvad et menneske ville kunne præstere.
Særligt bemærkelsesværdigt er det, når en modkørende bil pludselig dukker op i Teslaens blinde vinkel. Her opdager softwaren straks faren og trækker automatisk væk, inden en menneskelig fører overhovedet ville have nået at opfatte situationen.
Bange for græs og ignorerer politiet
Selvom systemet er lynhurtigt på bremsen og rattet, afslører testen dog også begrænsninger i softwaren.
Bilen er eksempelvis stærkt tøvende over for at forlade asfalten. Først når systemet bliver presset helt ud over kanten og ikke har andre udveje, vil det køre ud på græsset for at undgå et frontalt sammenstød.
Derudover synliggør testen en udfordring med udrykningskøretøjer. Bilen reagerer overhovedet ikke på blinkende politilygter, hvis de er lydløse.
Det understreger, at Teslas system primært forlader sig på bilens mikrofoner og lyden af sirener for at registrere, at den skal trække ind til siden.
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
Tesla satser alt på deres selvkørende teknologi
Tesla satser i øjeblikket alt på deres selvkørende teknologi. For den amerikanske elbilproducent er udviklingen af softwaren ganske enkelt blevet vigtigere end at lancere nye bilmodeller eller opgradere de nuværende biler med nyere hardware.
Tesla har nemlig netop rullet FSD (Supervised) ud i Danmark, som er landet via en softwareopdatering. Funktionen giver et spændende indblik i fremtiden, men prisen for abonnementet lyder på hele 750 kroner om måneden.
Det er en meget høj pris, som de færreste nok vil betale for at have fast. Det er derimod langt mere sandsynligt, at teknologien primært bliver tilvalgt, når man har rigtig meget brug for den – for eksempel til den ekstra lange køretur eller når sommerferien går sydpå.
Se også: Guide til Tesla FSD: Sådan bliver du selvkørende i Danmark