EX30 er Volvos mest bæredygtige bil nogensinde
Går du op i bæredygtighed når du vælger bil, skal du måske tage et nærmere kig på Volvos kommende lille elektriske SUV, EX30. Volvo fortæller nu, at EX30 er deres mest bæredygtige bil nogensinde.
Se også: Se specifikationer på elbiler i Danmark
Mindre bil og mere genbrug
Volvo er klar med lidt nye informationer om bilen, der ser ud til at blive en af årets mest interessante. I denne omgang handler det om bæredygtighed.
Ifølge bilproducenten skulle den kommende elbil være deres mest bæredygtige bil nogensinde. I forhold til Volvos to nuværende fuldelektriske biler, XC40 og C40, skulle EX30 være en hel del mere miljøvenlig.
Med EX30 har Volvo formået at reducere det samlede CO2-fodaftryk efter 200.000 kilometers kørsel til under 30 tons. Det svarer til en reduktion på 25 procent sammenlignet med Volvo C40 og XC40.
Den mindre elbil kræver naturligvis færre materialer, hvilket har en stor betydning for dens bæredygtighed. I EX30 kan Volvo mindske brugen af stål og aluminium, som er blandt de materialer, der bidrager mest til udledningen af CO2 i produktionen.
Læs også: Volvo EX30: Alt vi ved om Volvos elektriske bybil
Volvo med mest genbrugsplast
Volvo har samtidig skruet op for brugen af genanvendte materialer i produktionen af Volvo EX30. Omkring en fjerdedel af alt aluminium og 17 procent af alt stål, der er anvendt i produktionen af Volvo EX30, er genanvendt. Cirka 17 procent af alt plastik i bilen, lige fra interiør til kofangere, er genanvendt. Dette udgør den højeste procentdel af genanvendt plastik i en Volvo til dato.
Interiøret i Volvo EX30 består også af genanvendte materialer. Det inkluderer tekstil til sæder, instrumentbrættet og dørene. Volvo Cars har anvendt materialer som denim, hør og en uldblanding, der indeholder omkring 70 procent genanvendt polyester.
Brug af vedvarende energi i produktionen
Til sidst produceres den nye elbil på en fabrik, der hovedsageligt drives af vedvarende energi. Dertil har Volvo styr på forsyningskæden.
95 procent af Volvo Cars’ leverandører i forbindelse med produktionen af Volvo EX30 har forpligtet sig til at anvende 100 procent vedvarende energi i deres produktion inden 2025, og en stor del af dem gør det allerede.
Volvo EX30 er udviklet på en måde, der gør det muligt at genudvinde 95 procent af bilen, når den er udtjent.
Volvo EX30 kan bestilles fra den 7. juni
Volvo EX30 præsenteres den 7. juni. Allerede samme dag vil den nye elbil kunne bestilles. Der går også rygter om, at man vil kunne have EX30 på abonnementer.
Mobilsiden deltager i præsentationen af Volvo EX30, hvor vi samme dag er klar med alle informationer, specifikationer og priser.