XPeng G6 med 755 km rækkevidde går i flæsket på Tesla
XPeng har netop løftet sløret for en nye elektrisk SUV på årets Shanghai Auto Show, der med flotte specifikationer og attraktiv pris ser lovende ud. Her er hvad du skal vide om den nye XPeng G6 Coupe.
Se også: Sammenlign elektriske SUV’er
Familievenlig SUV med lang rækkevidde
XPeng lancerede tidligere i år en ny og forbedret udgave af sedanen P7 med lavere pris samt den store elektriske SUV G9. Nu er XPeng klar med G6 Coupe, der er en mellemstor elektrisk SUV, som det er svært ikke at se som en direkte konkurrent til Tesla Model Y.
XPeng G6 er den første elbil fra producenten, der er bygget på en nyudviklet SEPA 2.0 platform, der muliggør en lavere produktionspris, hvilket i sidste ende betyder en billigere elbil.
XPeng G6 Coupe har flotte specifikationer. Ligesom G9 har den 800V-arkitektur, hvilket betyder lynhurtig opladning. Mon ikke den vil kunne matche ladeeffekten på G9 på 300 kW. XPeng oplyser, at den vil kunne oplade til 300 kilometer rækkevidde på blot 10 minutter.
Op til 755 kilometer rækkevidde
Der bliver også plads til et stort batteri i G6 Coupe, for XPeng lover helt op til 755 kilometer rækkevidde i den mellemstore SUV. Selvom G6 er en SUV (nok nærmere en crossover) har den et aerodynamisk design med en luftmodstandskoefficient på 0.248 Cd.
G6 Coupe kommer i to versioner, en med en enkelt elmotor med 218 kW (292 hk) og 440 Nm drejningsmoment, der driver baghjulene, eller med firehjulstræk med to motorer med 358 kW (460 hk) og 660 Nm drejningsmoment.
Ligesom G9 og P7 kommer G6 med XPeng eget infotainmentsystem i nyeste version, Xmart OS 4.0. Et væsentligt forbedret system baseret på Android, der giver mulighed for at installere apps.
Dimensionerne på G6 Coupe lyder på 4,75 meter lang, 1,92 meter bred og 1,63 meter høj. Den er mål der stort set er identiske med Tesla Model Y. XPeng har endnu ikke oplyst bagagerumsplads i den nye G6.
Se også: Seneste nyheder om elbiler
XPeng G6 får attraktiv pris
Kort efter at køretøjet blev afsløret, blev der lækket en intern prisliste, som bekræfter, at virksomheden virkelig forsøger at lokke potentielle kunder væk fra Tesla.
Prisen starter fra 34.900 dollar (direkte omregnet 237.419 kroner) og går op til 43.600 dollar (direkte omregnet 296.536 kroner) for den største og mest kraftfulde model.
XPeng G6 Coupe skulle være designet af XPengs tyske team for at give en mere “europæisk følelse”. Virksomheden hævder, at G6 opfylder de høje europæiske sikkerhedsstandarder takket være sit avancerede design og sikkerhedsfunktioner. Alt dette peger på, at Xpeng G6 Coupe også kommer til i Europa, men der er intet officielt fra XPeng endnu.
Den nye XPeng G6 skulle komme til salg i løbet af andet kvartal 2023.
Se også: Hvad dækker en elbilforsikring?