Oppo lancerer Find X2 – eller det, der bliver OnePlus 8

Oppo har præsenteret topmodellerne Find X2 og Find X2 Pro, som er mere eller mindre identiske med de kommende topmodeller OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro.

Oppo lancerer Find X2 – eller det, der bliver OnePlus 8

Rygter har i månedsvis peget på, at OnePlus arbejder på helt op mod tre forskellige smartphones, som ventes at blive lanceret enten i løbet af april. Men du behøver slet ikke vente så lang tid på at finde ud af, hvad OnePlus har at byde på dette forår – for det har søsterproducenten Oppo allerede røbet.

Oppo, som ejes af BBK Electronics ligesom OnePlus, har nemlig lanceret de to nye topmodeller Find X2 og Find X2 Pro. Oppos telefoner er særligt interessante, fordi de historisk set ofte har afsløret, hvad OnePlus er på vej med nogle uger eller måneder senere hen – og ud fra de seneste måneders rygter ser det ikke ud til at være spor anderledes i år.

Læs også: Oppo afslører verdens første kamera under skærmen

Foto: Oppo

Bagside af glas, keramik eller kunstigt læder

Oppo Find X2 og Find X2 Pro ser nemlig ud til at have mere eller mindre helt samme design, som lækkede renderinger af OnePlus’ kommende telefoner har vist. Det vil altså sige en rimelig velkendt konstruktion med en aluminiumsramme, men hvor kamerahuset på bagsiden har rykket plads fra midten og over til venstre side. Det er dog slut med både en ”notch” i toppen af skærmen eller et ”skub op”-frontkamera. I stedet har Oppo Find X2 og Find X2 Pro fået et lille hul i øverste venstre hjørne af skærmen, som giver plads til selfiekameraet – præcis som rygterne har indikeret.

Oppos to nye topmodeller gør sig ved materialevalget på bagsiden. I Både Find X2 og Find X2 Pro kan du nemlig vælge en keramikbagside, mens Find X2 også kan fås med glasbagside, og Find X2 Pro kan fås med en bagside af det, som Oppo kalder for vegansk læder. Der er dog ”bare” tale om kunstigt læder udført i polyuretan. Om OnePlus gør brug af samme materialer, er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Det kan meget vel være på et område som dette, at der vil være nogle forskelle mellem Oppo og OnePlus’ topmodeller.

Læs også: OnePlus inviterer til 5G-sneboldkamp

Foto: Oppo

OLED-skærme med 120 Hz

Skærmen i både Find X2 og Find X2 Pro måler 6,7” og er af OLED-typen, og de har også begge en QHD+-opløsning på 1.440 x 3.168 pixels og en opdateringshastighed på 120 Hz. Sidstnævnte har OnePlus selv teaset for, men rygterne har dog peget på, at der skulle være små forskelle i skærmstørrelsen på OnePlus 8 og 8 Pro. Det kan dog også meget vel være tilfældet, selv om Oppos to telefoner har samme skærmstørrelse.

Oppo oplyser, at OLED-skærmen i begge telefoner har en maksimal lokal lysstyrke på 1.200 nits. Derudover er de HDR10-certificerede, og der er også en fingeraftrykslæser gemt under skærmen på begge telefoner.

Læs også: De bedste gaming skærme – guide og priser

Snapdragon 865 med 5G

Processoren i begge Oppo-telefoner er, ikke overraskende, den seneste Snapdragon 865 fra Qualcomm. Derfor er de naturligvis også udstyret med understøttelse for 5G – fremtidens mobilnet. Helt konkret understøtter Oppo Find X2 og Find X2 Pro 5G-båndene 1, 3, 5, 7, 28, 41, 77 og 78 – det vil sige frekvensbåndene 2100, 1800, 850, 2600, 700, 2500, 3700 og 3500 MHz. Det vil ikke være mærkeligt, hvis OnePlus 8 og 8 Pro kommer til at understøtte samme frekvenser, men omvendt vil der også her være mulighed for at tilpasse frekvenserne til de markeder, hvor OnePlus opererer, f.eks. det nordiske marked. I hvert fald må det betyde, at OnePlus 8 og 8 Pro kommer til at være klar, når de danske teleselskaber i løbet af 2020 begynder at tilbyde 5G rundt omkring i landet.

Læs også: Qualcomms nye 5G-modem er lynhurtigt og strømbesparende

12 GB RAM – i begge modeller

Oppo Find X2 Pro er udstyret med intet mindre end 12 GB LP-DDR5 RAM og hele 512 GB lagerplads af UFS 3.0-typen. Mindre kan måske også gøre det, tænker du. Men den normale Find X2 er faktisk også udstyret med hele 12 GB RAM, hvor Oppo dog nøjes med ”kun” 256 GB lagerplads. Der bliver altså ikke gået ned på hardwaren i de to telefoner, og det er ikke utænkeligt, at vi ser lignende specifikationer i OnePlus 8 og 8 Pro.

Tredobbelt kamera med 5x optisk zoom

Tidligere har kameraet i Oppos telefoner – og også i den anden søsterproducent Vivos telefoner – været enten identiske eller tæt på identiske med det kamerasetup, som OnePlus senere hen præsenterer. Så mon ikke det samme er tilfældet med Oppo Find X2 og Find X2 Pro?

I hvert fald har begge Oppo-telefoner et 48 megapixel primært bagkamera med en blænde på f/1,7, laserautofokus og optisk billedstabilisering, men sensorerne er forskellige. I Oppo Find X2 Pro er der tale om en stor Sony IMX689-sensor, som måler 1/1.43″ (17,7 mm) og dermed måler hver pixel 1,12 µm. Fordi sensoren bruger den såkaldte ”pixel binning”-teknologi, hvor fire pixels slås sammen til en pixel, har hver pixel en egentlig størrelse på hele 2,24 µm – og det giver bedre lysfølsomhed og bedre billeder i mørke forhold.

Find X2 Pro er dertil udstyret med en 13 megapixel sensor med teleobjektiv og 5x optisk zoom, som også har laserautofokus og optisk billedstabilisering.

Den tredje og sidste sensor i Find X2 Pro er også på 48 megapixel ligesom den primære sensor, men denne sensor har et vidvinkelobjektiv og en blænde på f/2,2.

I Find X2 måler den primære 48 megapixel Sony IMX708-sensor 1/2.0″ (12,7 mm), og hver pixel er derfor også tilsvarende mindre (0,8 µm). Det øvrige setup minder om det i Pro-modellen: en 13 megapixel sensor med teleobjektiv – dog ikke optisk zoom, men også med laserautofokus og optisk billedstabilisering. Dertil er der en også en tredje vidvinklet sensor på 12 megapixel og med en blænde på f/2,2.

På papiret er Oppo Find X2 og Find X2 Pro altså udstyret med et ganske fornuftigt kamerasetup, og det er højst sandsynligt et lignende kamerasetup, vi får at se i OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro.
Begge telefoner kan desuden tage makrobilleder og optage 4K-videoer med 30 billeder i sekundet.

Læs også: 3 mobiler med gode kameraer til en fornuftig pris

Foto: Oppo

Flash Charge og IP68-certificering

Oppo Find X2 har to batterier på 2.100 mAh, som giver en samlet kapacitet på 4.200 mAh, mens der i Pro-modellen sidder 2 x 2.130 mAh – samlet set 4.260 mAh. Begge telefoner kan lades lynhurtigt op med SuperVOOC 2.0 Flash Charge (65 W), og her vil OnePlus naturligvis brande teknologien som Warp Charge eller lignende.

Sidst, men ikke mindst, er Oppo Find X2 Pro også IP68-certificeret, så du ikke behøver for at være bange for, at den får lidt vand.

Oppo Find X2 og Find X2 Pro: Find og tilgængelighed i Danmark

Oppo sælger endnu ikke smartphones direkte i Danmark – dog i store dele af Europa, f.eks. Tyskland, Holland og Storbritannien.

Oppo oplyser, at Find X2 koster 999 euro, hvilket er 7.450 kroner direkte omsat til danske kroner. Og så er der storebrorne Find X2 Pro, som koster 1.199 euro i Europa – altså 8.950 kroner. Dertil skal der tillægges dansk moms, så telefonerne bliver altså ikke just billige.

Find X2 og Find X2 Pro kan købes i Vesteuropa fra maj måned. Traditionelt er der dog ikke mange danskere forhandlere, der fører Oppos mobiler, men hvis Find X2 og Find X2 Pro har vækket din interesse, kan du altså formentlig få meget af det samme i en OnePlus 8 eller 8 Pro, når de snart kommer til Danmark.

Opfølgning på sagen

Vi måtte absolut følge op på denne historie. Daniel Søgaard Hald gik videre med historien. 3/3/2020 blev bolden spillet videre med en sag med fokus på OnePlus inviterer til 5G-sneboldkampKlik her for artiklen.. Redaktionen har fortsat interesse for emnet. Læs seneste nyt om Oneplus..