Sløve iPhones pga. batterier: her er Apples svar
Oplever du, at din iPhone 7 eller ældre begynder at blive langsommere, kan det meget vel skyldes en foranstaltning som Apple har implementeret i nyere iOS-versioner.
Test-applikationen Geekbench kunne denne uge dokumentere på deres blog, hvordan flere iPhone 6S og iPhone 7 modeller opnår en lavere ydelse efter opgradering til iOS 10.2.1 samt iOS 11.2.0.
Læs også: Nyt fund: batteriet gør iPhones sløvere med alderen
Den lavere ydelse har indtil videre vist sig at hænge sammen med hvor friskt batteriet er i mobilen. Udviser batteriet svaghedstegn, går iOS ind og drosler ned for processorens maksimale ydelse.
Denne årsagssammenhæng bekræfter Apple nu i en officiel udtalelse til The Verge, hvor selskabet forklarer:
” Vi ønsker at tilbyde den bedste mulige forbrugeroplevelse til vores kunder, det gælder også for ydelsen og driftstiden. Batterier baseret på Lithium-kemi mister deres evne til at levere ved spidsbelastninger under kølige forhold, når de er tæt på fuld afladning eller med alderen – dette kan resultere i, at enheder lukker ned på uventet vis for at beskytte systemets komponenter.
I forrige år introducerede vi en feature til iPhone 6, iPhone SE og iPhone 6S som tager toppen af spidsbelastningerne under disse betingelser og når der er behov for det. Denne feature bliver nu også introduceret i iPhone 7 med iOS 11.2”
Den reducerede ydelse fungerer derfor som et værn mod, at en iPhone skal slukke i utide – et problem som forrige år resulterede i et stort antal udskiftninger af batteriet i eksisterende iPhone modeller.
Læs også: iPhone 8 har mindre batteri – men understøtter nu hurtig opladning
Oplever du at din iPhone er blevet sløvere? Knyt gerne en kommentar med modelnummer, iOS-version og Geekbench 4 score nedenunder.