Apple lancerer 16 tommer iPad i Q4 2023

Apple kan have planer om at sende en iPad med 16 tommer stor skærm ud på markedet til grafisk arbejde - prisen kan blive rekordhøj.

Apple lancerer 16 tommer iPad i Q4 2023

Apples helt nye M2 iPad Pro på 12,9 tommer har lige nu den største skærm af Cupertino-selskabets tablets. Men ifølge nye rygter fra The Information antydes der, at der kan komme en endnu større iPad til næste år.

Se også: Hvilken iPad er bedst?

16 tommer stor iPad

Apple skal nemlig ifølge dette nye rygte være i gang med at udvikle en iPad Pro-model på hele 16 tommer med mini-LED skærm, og den kan få lanceringsdato i Q4 af 2023.

Den kommende tablet retter sig til udviklere som grafiske designere og artister, der gerne vil have et større lærred at arbejde på med sine projekter.

The Information nævner også, at en iPad på 16 tommer mere eller mindre vil ophæve grænsen mellem laptops og tablets i Apples økosystem.

Se også: Priser på iPad

Kan blive rekorddyr iPad

Skal det give mening med så stor en skærm til grafisk arbejde, så skal den understøttes af kraftig hardware, nærmest på niveau med hardware fra MacBooks og derfor kan prisen blive høj. Med Apples M2-chipset forventer vi da også, at denne 16 tommers iPad bliver ekstremt kraftfuld.

Med en stor skærm vil det også også betyde en høj pris. I dag koster iPad Pro 12,9 fra 10.999 kroner. Det skulle være underligt, hvis Apple ikke sætter et prisskilt på 12-13.000 kroner for en iPad med 16 tommer til grafisk arbejde.

Dette er dog ikke første gang, vi hører og en større tablet fra Apple. Der har tidligere været rygter om tablets på både 14 og 16 tommer fra selskabet.