Derfor er iPad’en så dyr

iPad'ens hardware koster det samme som en billig Android-tablet, men udsalgsprisen er markant højere. Gadgetekspert giver sit bud på at forklare hvorfor.

Derfor er iPad’en så dyr

Prisen på de dele, som udgør Apples populære iPad, er stort set identisk med hardwaren i en billig EEE Pad-tablet fra Asus. Alligevel er en iPad markant dyrere at erhverve for forbrugeren.

Det skyldes hovedsageligt de amerikanske udviklingsomkostninger, lyder det fra Morten Bay, som var en af bagmændene bag GEAR- og T3-magasinerne.

– “Der er dog små forskelle i måden, de to tablets produceres på, som kan forklare noget af den store forskel. Det koster cirka det samme for de to firmaer at få samlet og fragtet deres tablets,” beretter Morten Bay fra Los Angeles via politiken.dk.

På niveau med Asus EEE Pad

Ifølge UBM TechInsights løber delene til 4G-udgaven af den nye iPad med 16 GB lagerplads op i 310 dollar, men udsalgsprisen via apple.com er 629 (eksklusiv amerikansk moms). iPad 2 havde samme udsalgspris med en komponentpris på 276 dollar.

Til sammenligning kostede hardwaren i Android-alternativet Asus EEE Pad fra 2011 284 dollar. Slutprisen hos forbrugerne var til gengæld markant lavere end ved køb af en iPad, da EEE Pad’en ifølge Morten Bay blev prissat til 399 dollar – eller knap 37 procent billigere end Apples tablet.

Dyre omkostninger i Californien

Apple køber sine komponenter i Asien, men ifølge Morten Bay skal prisforskellen på en iPad og en billig Android-tablet findes hos Apple selv i Californien, som har USA’s dyreste leveomkostninger og skattetryk.

– “Det er altså folk med høje, amerikanske lønninger, der designer og udtænker iPad’en – og ikke mindst udvikler den software, der ligger ombord. Asus benytter sig af Googles Android-software, og har derfor ikke udviklings-omkostningerne, selvom de betaler licenspenge for at få lov at bruge softwaren,” lyder det fra Morten Bay.

– “Man betaler altså en hel del for Apple-navnet og for det utvivlsomt lækre design og brugervenlige software, som Apple-produkterne kommer med.”

Læs mere:
Ny iPad frister næppe nylige købere
The new iPad værdiløs på 4G LTE i Danmark
læs alt om lanceringen af The new iPad

Seneste nyt i fortællingen

Redaktionen følger op med den seneste udvikling i sagen. mobilsiden gik videre med historien. Efterfølgende d. 12/3/2012 publicerede vi en vinkel på Første bølge af nye iPads udsolgt på få dage – Du finder den her. Sidste ord er ikke skrevet. Se de seneste nyheder her.