TDC har løst knas med kundeservice
TDC har løst problemerne med telefonsystemet, og kunderne kan på ny komme i kontakt med kundeservice.
I går fik TDC sidst på eftermiddagen således problemer med et af selskabets hotline-numre. Det betød, at visse kunder havde svært ved at komme igennem.
For at løse problemet blev TDC nødt til at lukke helt ned for kundeservicen i en kort periode.
– “Vi fandt ud af, at vi kun kunne løse problemet ved at genstarte hele vores Call Center-platform. Det gjorde vi fra kl. 18:15 – 18:35, og i det tidsrum kunne ingen kunder komme igennem til kundeservice,” siger Rune Fick Hansen, der er presserådgiver i TDC, til Mobilsiden.dk.
Han oplyser ligeledes, at alle numrene fungerede fejlfrit herefter.