TDC: Netværksfusion ville ske før eller siden
TDCs to største konkurrenter, Telia og Telenor vil fremover dele mobilnet.
Det betyder blandt andet mindre omkostninger for de to selskaber. Og sammenlægningen er en helt naturlig konsekvens, mener TDC.
-“Der har jo længe været tale om, at det ikke var holdbart med fire mobilnet i Danmark, og set i det lys er det jo en naturlig konsekvens, at to af nettene slår sig sammen,” siger pressemedarbejder Rasmus Avnskjold fra TDC til Computerworld.
Tilbage i maj, da TDC købte Onfone, forudsagde aktieanalytiker Poul Ernst Jessen, at Telenor og Telia nu blev nødt til at foretage sig noget drastisk, såsom at slå deres net sammen. Rasmus Avnskjold fra TDC mener dog ikke, at Onfone-salget udløste fusionen, der ville være sket uanset.