Microsofts opkøb af Activision Blizzard skal undersøges

Microsofts opkøb af Activision Blizzard ser ikke ud til at ske så hurtigt og let som forventet. Myndigheder har iværksat en dybdegående undersøgelse.

Microsofts opkøb af Activision Blizzard skal undersøges

Microsoft må nok se i øjnene, at der ikke bliver tale om en hurtig fusion med Activision Blizzard. Englands Competition and Markets Authority sender opkøbet til en dybdegående gennemgang, da de stadig er bekymrede over, at opkøbet kan føre til en markant forvridning af gaming-konkurrencen i landet, efter at myndigheden søsatte en indledende undersøgelse i juli måned.

Se også: Blizzard bekræfter: Warcraft kommer til mobilen i 2022

En dybere undersøgelse skal foretages

Allerede 1. september antydede myndigheden, at de var interesserede i at foretage en dybere undersøgelse af overtagelsen. De gav Microsoft frem til 8. september til at præsentere yderligere information. Microsoft afviste, hvilket fik CMA til at sætte tommelskruerne på.

Vil kunne tilbyde et større spiludvalg

I en udtalelse til Engadget har Microsofts præsident Brad Smith sagt, at hans selskab er klar til at samarbejde med CMA, og at de vil give folk mere adgang til spil, ikke mindre.

“Vi er klar til at samarbejde med CMA om de næste skridt og imødekomme alle dens bekymringer. Sony, som er førende i branchen, siger, at de er bekymrede over Call of Duty, men vi har sagt, at vi er forpligtet til at gøre det samme spil tilgængeligt på samme dag på både Xbox og PlayStation. Vi ønsker, at folk skal have mere adgang til spil, ikke mindre”, lyder det altså fra Brad Smith.

Vil samarbejde med myndigheder

Undersøgelsen betyder ikke nødvendigvis en blokering af aftalen. Den kan betyde en kraftig forsinkelse af fusionen, og den kan også betyde, at Microsoft bliver tvunget til at gå på kompromis. Med det sagt har både Microsoft og Activision Blizzard tidligere udtalt, at de vil samarbejde med myndighederne.

Chef for Microsoft gaming, Phil Spencer, har for eksempel sagt, at Microsoft vil bibeholde Call of Duty på PlayStation-konsoller. Hvis ikke CMA har stærke indvendinger, er det mere et spørgsmål om, hvornår fusionen bliver gennemført, end om den bliver det.

Se også: Microsoft på vej med enhed til Xbox-spilstreaming