Blizzard bekræfter: Warcraft kommer til mobilen i 2022

Activision Blizzard planlægger omfattende nyt indhold til Warcraft-franchisen i 2022 og det er på mobilen, tingene sker.

Blizzard bekræfter: Warcraft kommer til mobilen i 2022

Som en del af deres pressemeddelelse om de økonomiske resultater for fjerde kvartal af 2021 afslørede Activision Blizzard også, at de har planer om en lancering af Warcraft til mobiler i løbet af året.

Spiludviklerens CEO, Bobby Kotick fortalte investorerne om det hele for et år siden, hvor han kunne meddele, at selskabet havde udviklet “multiple, mobile, free-to-play Warcraft experiences” der allerede på det tidspunkt var inde i en af de afsluttende udviklingsfaser.

Nyt indhold til et af verdens største spilfranchises

Blizzard har endnu ikke givet os mere detaljeret information om spillene, og vi ved heller ikke noget om et konkret tidspunkt for lanceringen. Vi kan med andre ord heller ikke sige, om det blot er nogle af disse oplevelser, der kommer ud i år.

I rapporten om Activision Blizzards økonomiske resultat nævnes Warcraft kun ganske kort, og der står: “Blizzard planlægger omfattende nyt indhold til Warcraft-franchisen i 2022, herunder nye oplevelser i World of Warcraft og Hearthstone, samt at få helt nyt Warcraft-indhold til mobilen i hænderne på spillerne for første gang.”

Se også: Hvilken spilkonsol er bedst?

Kan blive et AR-spil

Der har været rygter om et mobilspil i Warcraft-franchisen siden 2017. I 2018 hørte vi, at Blizzard arbejdede på en mobilversion af spillet i stil med Pokémon Go, hvilket altså indikerer en AR-version.

Ifølge en historie i Kotaku udvikles spillet af et ”inkubations-team”, der blev dannet, da en af grundlæggerne, Allen Adham, vendte tilbage til selskabet i 2016. Teamet står tillige bag mobilspillet Diablo Immortal, der også kommer i år.

Se også: Bedste smartphones til spil