Nokia-telefoner skal produceres i Europa

Nokia vil styrke sin position som den eneste store europæiske smartphone-udbyder ved at flytte produktionen af telefoner til Europa.

Nokia-telefoner skal produceres i Europa

HMD Global, der har rettighederne til Nokia-branded, har planer om at hive produktionen af telefoner til Europa.

Det fortæller virksomheden i forbindelse med lanceringen af nye telefoner på Mobile World Congress.

Se også: Priser på Nokia telefoner

Første store mobilproducent med produktion i Europa

Ambitionen er at blive den første store globale smartphone-udbyder, der bringer produktionen af smartphones til Europa.

Nokia forklarer, at kundernes efterspørgsel efter lokalt producerede enheder er stigende og det er noget, de ønsker at imødekomme.

”Vi er meget glade for at annoncere det første skridt i vores rejse for at bringe produktionen af 5G-enheder til Europa. Nokia-mærket har en stolt historie på det europæiske marked, og med dette træk fortsætter vi med at styrke vores position som den eneste store europæiske smartphone-udbyder. At bringe fremstillingen og produktionen af vores enheder til Europa er det naturlige næste skridt for os, og med tiden vil det hjælpe os med at betjene vores kunder bedre med større fleksibilitet og større produkt- og processikkerhed,” siger Jean-Francois Baril, medstifter, bestyrelsesformand og administrerende direktør for HMD Global.

Ingen af de store mobilproducenter producerer i dag deres telefoner i Europa, de fremstilles i Asien for at reducere omkostningerne. Nokia får i dag produceret sine telefoner i Kina, Indien, Vietnam og Brasilien.

Se også: Test af Nokia telefoner

Vil fremme europæisk produktion og forskning

Planen er, at HMD’s nuværende partner i Kina vil indsamle materialerne og foretage den indledende samling, inden den sendes til Nokias produktionspartner i EU. Herfra vil partneren færdiggøre samlingen af enheden, kalibrere og teste alle aspekter af hardwaren og teste softwaren for sikkerhed.

“Selv om vi ikke kan diskutere specifikke europæiske subsidier, samarbejder vi med flere parter i både den offentlige og private sektor i Europa for at fremme europæisk produktion og forskning og udvikling”, sagde HMD’s marketingchef Lars Silberbauer til Reuters.

I den første fase skal selskabet i gang med at udvikle kapaciteter og processer for at bringe produktion til Europa i 2023. Der er dog endnu ingen oplysninger om, hvor i Europa produktionen skal finde sted. Nokia forklarer, at det skyldes sikkerhedshensyn.

I fremtiden sigter de mod at flytte flere af fremstillings- og monteringsprocesserne til flere steder i Europa. I sidste ende er målet, at hele processen for fremstilling af enheder skal flyttes til Europa.