CBB-kunder kan alligevel beholde deres ‘for altid’-abonnementer
I mandags varslede CBB Mobil nye abonnementer for alle kunder oven på afskaffelsen af roamingafgifterne. Det betød, at alle kunder, mod deres vilje, kunne forvente at blive flyttet til større og dyrere abonnementer, hvori der er inkluderet en lille mængde mobildata til roaming i EU-landene.
Tidligere Bibob-kunder, som har gjort brug af de såkaldte ’for altid’- og ’for evigt’-kampagner, fik især ændringerne at føle. De havde nemlig fået lovning på, at hverken abonnementernes indhold eller priser ville ændre sig i forbindelse med, at Bibob blev til CBB Mobil.
Derfor følte de sig særligt snydte af teleselskabet, da CBB Mobil alligevel valgte at varsle kunderne med, at de ville blive flyttet over til de nye EU-abonnementer som følge af vilkårsændringer.
CBB Mobil: Vi er kede af fejlen og udbedrer den
Nu trækker CBB Mobil dog i land oven på en særdeles dårlig modtagelse, hvor hundredvis af kunder siden i mandags har givet udtryk for deres utilfredshed på CBB Mobils Facebook-side.
Læs også: TELMORE og CBB klar med abonnementer med EU-roaming
Kommunikationschef i Telenor, som ejer CBB Mobil, Maria Vilhardt, fortæller nemlig til Mobilsiden, at de tidligere Bibob-kunder alligevel kan få lov til at beholde deres ‘for altid’- og ‘for evigt’-abonnementer som oprindeligt lovet.
”CBB har netop varslet en prisstigning for nogle af vores kunder i forbindelse med de nye roamingregler, der giver kunderne mulighed for at bruge Roam Like Home i 36 europæiske lande, siger Maria Vilhardt til Mobilsiden.dk og tilføjer:
”Vi er blevet opmærksomme på, at vi i den forbindelse fejlagtigt er kommet til at varsle en mindre andel af de tidligere Bibob-kunder, der har været omfattet af en af vores tidligere ”for altid/for evigt”-kampagner, som vi har kørt i perioden fra 2013 til 2016. Det er vi rigtigt kede af. Vi overholder naturligvis de aftaler, vi har indgået med vores kunder. Vi er derfor nu i gang med at kortlægge, hvilke kunder der er blevet berørt, så vi kan udbedre fejlen,” siger hun.
Hun opfordrer samtidig alle tidligere Bibob-kunder til at rette henvendelse til CBB Mobil på telefonnummeret 50 50 50 50, hvis de mener, at de har et abonnement fra nogle af de tidligere kampagner.
Mere nyt om temaet
Efterfølgende kom der mere nyt til historien. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. d. 9/5/2017 gik vi videre med temaet i et indlæg omkring emnet Her er Plentis nye, dyrere EU-abonnementer – Klik her for den efterfølgende artikel.. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..