Telenor forærer en Xbox væk sammen med Lumia 925
Rundt i detailhandlen ses fra tid til anden bundles, hvor der gives et ekstra produkt med, oveni det der købes, for at få kunder i butikken. Netop det princip vil Telenor benytte, når Nokia Lumia 925 lander i butikkerne torsdag den 15. august.
Købes der en Lumia 925 gives en Xbox 360 Slim med til foræringspris. Helt præcist koster det kunden 240 kroner ekstra, at få Xboxen med. I forhold til dagsprisen på 999 kroner for Microsofts spillekonsol, er der næsten tale om en gratis, eller i hvert fald meget billig, maskine.
Telenors privatkundedirektør Mikkel Torsting lover, at der ikke er noget bondefangeri under bordet, eller andre overraskelser med småt.
Penge fra Microsoft og Nokia
Tilbuddet gælder når man vælger abonnementet Fri+ 20 GB til 299 kroner om måneden sammen med telefonen. Xboxen betales over 24 måneder og koster så kun 10 kroner om måneden.
– ”Grundlæggende ønsker vi at få mere gang i salget af Windows Phone-telefoner, og her har vi sammen med Microsoft og Nokia, fundet en mulighed for at understøtte opmærksomheden,” siger Mikkel Torsting.
Xbox-tilbuddet financierers af Telenor, Microsoft og Nokia, der alle har kastet penge i puljen.
– ”Vi har nogle tusinde Xbox på lager, så kampagnen kører indtil hylderne er tømt,” slutter Telenor-chefen.