Test: Motorola Edge – Topmobil til billigere penge
For omtrent et par måneder siden lancerede Motorola en helt ny serie af mobiltelefoner, som skulle bringe dem tilbage i topmodel-klassen. Den opgave fik den dyre Motorola Edge Plus, som ingen problemer havde med at overbevise os om dens værd. Sammen med topmodellen lancerede Motorola også Edge, altså uden plus, som ikke fik helt den samme opmærksomhed som storebror. For noget tid siden landede den på mit skrivebord, så jeg kunne tage den i brug. Her er min test af Motorola Edge, som jeg mener er en af årets bedste mobiltelefoner.
Er den okay? Motorola Edge er faktisk ikke bare okay, den er fremragende. Til en vejledende pris på 4.699 kroner får man en utroligt kapabel mobiltelefon, som nærmest overflødiggør de dyrere topmodeller. Det kan selvfølgelig være lidt svært at forstå hvorfor, men det vil jeg prøve at overbevise dig om i denne anmeldelse, for Edge fortjener opmærksomheden.
Læs også: Test af Motorola Edge Plus
Motorola Edge: Fordele og ulemper
Fordele:
- Fantastisk skærm med 90Hz
- Attraktivt og praktisk design
- Lang batteritid
- Godt kamera til prisen
- Hurtig og flydende
- En nærmest ren Android-brugerflade
- Gode stereohøjtalere
- Klar til 5G
- Masser af mobil til pengene
Ulemper:
- Ingen IP-certificering mod vand og støv
- Den buede del af skærmen kan drille
- Ingen trådløs opladning
Læs også: Motorola Edge+: Sammenligning med OnePlus 8 Pro og Galaxy S20+
Designet på Motorola Edge
Designet på Motorola Edge er tæt på identisk med Motorola Edge Plus, som jeg allerede har testet. Så det bliver ikke den mest intense dækning at designet, og jeg vil primært kigge på forskellene mellem de to. Har du brug for mere om designet, så læs testen af Motorola Edge Plus.
Motorola Edge skiller sig ud fra mængden med dens spændende, og meget ofte praktiske, design. Den er nemlig lang, smal, lidt buttet og har en utroligt buet skærm. Det skyldes at dens skærm er i et meget aflangt 21:9-format, som er praktisk i brug. Man kan meget lettere nå rundt på skærmen med en enkelt hånd, fx. når man skriver på tastaturet, og man har samtidig et bedre greb om den.
Edge-navnet har den fået for dens meget buede skærm, som både gør noget godt og noget knap så godt. Det gør nemlig noget godt for dens udseende, og den skiller sig ud fra mængden med denne skærm. På den anden side, så oplever man til tider fejltryk på den buede del af skærmen. Mere om det senere i testen.
Læs også: Topmodellerne er mest populære – her er de nyeste flagskibe
Personligt kan jeg bedre lide designet på Motorola Edge, frem for den dyrere Edge Plus. Af to årsager: kamera-øen på bagsiden og vægten. Kameraet på bagsiden af Motorola Edge stikker nemlig ikke så langt ud, hvorved den ikke vipper i brug på en flad overflade. Dernæst er vægtede nede på 188 gram, mod 203 gram på Motorola Edge Plus – og det kan mærkes. Forskellen tænker jeg skyldes det mindre kamera og det mindre batteri.
Alt i alt er jeg ret vild med designet på Motorola Edge, som er flot og behagelig i brug. Kunne jeg bestemme, så byttede jeg den buede skærm ud med en flad. Til gengæld kan man indsætte et 3,5 mm hovedtelefonstik i den.
Læs også: Motorola Edge+ og Edge: Pris, specifikationer og funktioner
Specifikationer på Motorola Edge
Specifikationer på Motorola Edge Plus | |
Mål og vægt | 161.64 x 71.1 x 9.3 mm
188 gram |
Skærm | 6,7″ OLED 90Hz
21:9-format FHD+ HDR10+ |
Chipset | Snapdragon 765 5G |
Batteri | 4500 mAh
15W hurtig opladning |
RAM | 6 GB |
Lagerplads | 128 GB |
Kamera | Hovedkamera: 64 megapixel f1,8
Telefoto: 8 megapixel, f2,4 Ultra Vidvinkel: 16 megapixel f2,2 ToF 3D-sensor Frontkamera: 25 megapixel f2,0 |
Software | Android 10 |
Andet | 5G-modem
Stereohøjtalere 3,5 mm jackstik |
Stadig rigeligt med power
Jeg tror mange vil kigge på en Motorola Edge og sammenligne specifikationerne med OnePlus 8 – på trods af en noget højere pris. Jeg gjorde det samme, men pas på med det. For Motorola Edge tilbyder ikke samme super high-end Snapdragon 865-processor og der er også færre RAM, en langsommere lagerplads og opladning. I dagligt brug er det dog en helt anden oplevelse man står med.
Det nye Snapdragon 765-chipset viser en imponerende fremgang for mellemklasse-mobilernes ydelse. Der er nemlig masser af fart på Motorola Edge, som leverer både en hurtig og flydende oplevelse. I direkte sammenligning med OnePlus 8, så kan man fornemme en forskel, men i dagligt brug opleves Edge på ingen måde sløv. Den håndterer alt hvad man kaster efter den, men der dog forskel på oplevelsen i nogle af de mest grafisk krævende spil. Den flydende oplevelse skyldes også et par andre ting: skærmen og softwaren. Det havde dog været lækkert at se Motorola Edge også have en Snapdragon 865. Vi har allerede set telefoner i samme prisklasse med denne high-end processor, fx. RedMagic 5G med 12 GB RAM til cirka 4.500 kroner.
Motorola Edge er udstyret med en 6,7 tommer stor skærm, som er fuldstændig magen til den man finder i storebror til knap 8.000 kroner. Det betyder et 21:9-format i fuld HD, 90 Hz-opdateringshastighed og HDR10. Og det er netop skærmens opdateringshastighed, som spiller en stor rolle her. Animationer, scrolling i apps og brugerflade og spil føles hurtigere og mere flydende. En enkelt ting man skal være opmærksom på er, at skærmen kanter buer utroligt meget på Edge. Det giver et federe design og nogle enkelte softwarefunktioner, men det medfører også nogle gange fejltryk og farveforvrængninger.
Læs også: Disse telefoner har hurtigere skærmopdatering
Som en god tilføjelse til den gode skærm er der nogle virkelig kapable stereohøjtalere ombord. Faktisk nogle af de bedste i en mobil på markedet lige nu. Her er der masser af detaljer og lydstyrke. Det samme gælder lyden under samtaler.
Sædvanlig god Motorola software
Motorola Edge kommer med en nærmest ren udgave af Android i nyeste version, Android 10. Det er simpelt, hurtigt og har nogle rigtig gode funktioner. Her kan nævnes Motorolas egne Moto Actions og Moto Display, som jeg er stor fan af. Her er hurtige genveje til brugbare funktioner, såsom lommelygte, og et smart både at få serveret notifikationer på den slukkede skærmen. Man kan endda interagere med disse notifikationer. Og så er der heller ingen bloatware at finde, hurra.
Der er desværre ingen ansigtsoplåsning at finde på Motorola Edge, men der er en udmærket fingeraftrykslæser. Der er derudover de sædvanlige pinkode og mønster.
Danmarks billigste 5G-telefon
Udover rigeligt med hestekræfter, så byder det nye Qualcomm Snapdragon 765-chipset også på et 5G-modem. Det er dog ikke helt i samme udgave som storebror, Edge Plus, for den understøtter ikke mmWave. For forbrugeren burde det ikke betyde det store, for den er stadig klar til 5G-netværket, som forventes rullet ud i Danmark allerede i år. Først senere forventes mmWave at blive taget i brug. Med 5G i Motorola Edge bliver den nu Danmarks billigste mobiltelefon med 5G – et titel som den overtager fra OnePlus 8.
Motorola Edge test: bliver ved og ved
Der er en grund til at Motorola Edge er en rimeligt buttet sag. Den gemmer nemlig på et 4500 mAh batteri. Det er ikke helt så stort som den 5000 mAh på Edge Plus, men til gengæld er den både lettere og tyndere.
Det kunne tyde på, at den mindre processor sluger mindre på batteriet, for Edge holder længe på en fuld opladning. Jeg får let en hel dag med intensivt brug og to ved normalt brug. Opladningen er desværre ikke helt så imponerende som batteritiden.
15 minutter i opladeren giver omtrent 20 procent, en halv time lige under 40 procent og en fuld opladning tager tæt på to en halv time. Sammenligner vi igen med OnePlus 8, så rammer den 50 procent på blot 23 minutter.
Desværre byder Motorola Edge ikke på trådløs opladning, som Edge Plus ellers gør..
Læs også: Disse mobiler har hurtig trådløs opladning
Læs også: Fokus på Motorola Edge
Et godt og alsidigt kamera
Motorola Edge og storebror Edge Plus minder på en række punkter om hinanden. Men hvor de ikke minder om hinanden er på kameraet – lige udover frontkameraet. Godt nok har de begge både telefoto, ultra vidvinkel og en ToF 3D-sensor. I stedet skal forskellen findes i kamera sensorerne. Selvom Motorola Edge ikke byder på helt så high-end kamera-indmad, så leverer den i vores test nogle ganske fine billeder og byder på masser af gode funktioner.
- Hovedkamera: 64megapixel f1,8 med Quad Pixel-teknologi
- Telefoto: 8 megapixel, f2,4, 2x oprisk zoom
- UltraVidvinkel: 16 megapixel f2,2
- ToF 3D-sensor
- Frontkamera: 25 megapixel f2,0
Billeder er i vanlig Motorola-stil. Her er skruet lidt op for farverne, men stadig rimeligt tro mod naturen, og de er pæne at se på. Der er en fornuftig skarphed, kontrast og dynamisk rækkevidde. I ekstreme scenarier må HDR’en dog kaste håndklædet i ringen. Men det så vi også Edge Plus gøre, så det må være efterbehandlingen Motorola skal arbejde på. Her er fx Samsung og Apple noget bedre. Både selfies, portræt, ultra vidvinkel gør den ligeledes tilfredsstillende. Ultra Vidvinkel-kameraet kan også bruges til makro-fotografering, hvor man kan komme helt tæt på. Her er kvaliteten også udmærket. Det samme kan siges om videooptagelse, hvor både fuld HD og 4K imponerer.
Læs også: De bedste kameramobiler lige nu – sommer 2020
Når mørket falder på, så får Motorola Edge det sværere. Her opstår der hurtigt støj og billederne ser udvaskede ud – selv med natfunktion aktiveret. I indendørs-belysning gør kameraet det stadig nogenlunde.
Alt i alt er kameraet i Motorola Edge rigtig fint og de fleste vil være tilfredse med det kvalitet. Billederne er gode, der er masser af gode funktioner og appen er simpel og brugervenlig.
Her er nogle billeder taget med den:
Konklusion: Motorola Edge er et godt køb
Både Motorola Edge og Edge Plus har været lidt af et sats for producenten. Måske et som har været lidt for længe undervejs, kan jeg mistænke. Man begynder langsomt at se de store Android-producenter bevæge sig væk fra de buede skærme (se bare Huawei og Samsung), hvilket der er en god grund til. Det ser godt ud, men det er bare ikke praktisk. Og så kommer Motorola med to mobiler, som går all-in på buede skærme. Udover dét, så er det to virkelig gode sats fra Motorola.
Ser man bort fra, at der ikke er trådløs opladning og ingen IP-certificering, så er Motorola Edge en utroligt god mobiltelefon til en meget fornuftig pris. Den står til vejledende 4.699 kroner, men kan allerede nu findes til under 4.500 kroner. Det havde været prikken over i’et med den hurtigere Snapdragon 865, men ydelsen er uden tvivl helt tilfredsstillende. Skærmen er højdepunktet her, som sammen med stereohøjtalerne giver en fremragende oplevelse i spil, serier og film. Og det stopper ikke her, for den imponerer også med god batteritid, en skøn software og så er den 5G-klar. Alt i alt en virkelig god og meget anbefalelsesværdig mobiltelefon fra Motorola, som føles mere som en topmodel til spotpris, end en premium mellemklasse-mobil.
Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner
Motorola Edge er tæt på at være perfekt og derfor fortjener den 5,5 ud af 6 stjerner i test.