Apple sælger nu AirPods Pro-etui med USB-C separat

Det er ikke længere nødvendigt at købe et helt nyt sæt AirPods Pro for at få et etui med USB-C-port, som bruger samme kabel som iPhone 15-serien.

Apple sælger nu AirPods Pro-etui med USB-C separat

De oprindelige Apple AirPods Pro-earbuds fra oktober 2019 kom med Lightning-port. Det var dengang det naturlige valg, da Apple havde anvendt Lightning-porten siden iPhone 5 fra 2012.

Med introduktionen af iPhone 15-serien skiftede Apple Lightning ud med USB-C, ligesom selskabet har gjort for længst i Mac-computere og på iPads. Skiftet i iPhonen skete dog efter pres fra EU.

Skiftet har fjernet lidt af bekvemmeligheden for de iPhone 15-ejere, som nu ejer en smartphone med én port (USB-C) og et sæt trådløse earbuds såsom 1. generations AirPods Pro med en anden port (Lightning).

Her er man nødt til at anvende hvert sit kabel til at lade produkterne op, medmindre man bruger trådløs opladning (MagSafe). Alternativet er at købe et nyt sæt AirPods Pro, men det er en temmelig dyr affære med en pris på 1.800 kroner.

Læs også: Apple på vej med store opdateringer til AirPods

Nu halvt så dyrt at opgradere fra Lightning til USB-C

Nu introducerer Apple så et nyt og halvt så dyrt alternativ: Køb et nyt AirPods Pro-opladningsetui med USB-C uden øretelefonerne.

Apple er nemlig begyndt at sælge et USB-C-opladningsetui til 2. generations AirPods Pro som separat tilbehør. Prisen er 899 kroner – altså præcis den halve pris af et nyt sæt AirPods Pro.

Hvis man virkelig gerne vil have USB-C-port i sine AirPods Pro, så ens Apple-enheder kan oplades med samme kabel, kan man altså nu vælge den noget billigere løsning frem for at skulle købe et helt nyt sæt 2. generations AirPods Pro.

Håber du på at kunne give en bekendt et nyt AirPods Pro-etui i julegave, skal du ikke købe dem i Apples webshop. Her er leveringstiden nemlig 10 dage, så de når altså ikke at ligge klar under juletræet inden juleaften.

I forbindelse med at Apple introducerede 2. generations AirPods Pro med USB-C i september sidste år, kom et par nyheder til de trådløse earbuds.

USC-C AirPods Pro, der kom på markedet tidligere i år, har stadig et par fordele i forhold til den originale Lightning-model. De kom med forbedret IP54-støvbestandighed, en opdateret H2-chip med understøttelse af 5 GHz til afspilning af tabsfri lyd med Apple Vision Pro-headsettet, som kommer næste år.

Har man et par 2. generations AirPods Pro – uanset om det er med Lightning- eller USB-c-port – kan man nyde godt af de seneste softwarefunktioner fra Apple såsom Tilpasset lyd og Opmærksomhed på tale.

Læs også: Apple funktion i iOS 17.3 beta gør livet surt for iPhone-tyve