Apples næste AirTag 2 kan komme i 2025

Den første nye AirTag fra Apple i tre år får en ny chip og bedre tracking af placering. AirTag 2 skal konkurrere med de mange andre Bluetooth-trackere, der er lige om hjørnet.

Apples næste AirTag 2 kan komme i 2025

En udskiftning af Apples AirTag-tracker er nok ikke noget, som de fleste går og overvejer i det daglige, men ifølge Bloomberg er Apple i gang med at udvikle en ny AirTag under kodenavnet B589 – formentlig kaldet AirTag 2 – der kan komme på markedet i midten af 2025.

Se også: Top 5: De absolut bedste Bluetooth-trackere

Opdateret chip med bedre tracking

Den nye udgave af Apple AirTag skal efter sigende komme med en opdateret chip med bedre tracking af placeringen. Det kan vise sig at være nødvendigt for at kunne konkurrere med de mange andre tracking-enheder, der dukker op.

Den dag i dag er Apple AirTag stadig den klart bedste Bluetooth-tracker – særligt på grund af muligheden for at lokalisere den med høj nøjagtighed takket være den trådløse teknologi UWB, men dens største ulempe er, at den ikke virker med Android-telefoner.

Mange flere Bluetooth-trackere på vej

Når den nye AirTag er klar om et års tid, vil markedet for Bluetooth-trackere se noget anderledes ud for både Android- og iOS-brugere. I sidste måned præsenterede Google sit nye Find min enhed-netværk, hvor brugerne kan lokalisere sine telefoner og andre gadgets ved hjælp af Bluetooth-signaler fra Android-enheder i nærheden.

Også Life360, der er selskabet bag Tile, er i gang med at udvikle et netværk til tracking af ens placering, der benytter satellitter til at lokalisere Bluetooth-trackere.

I den iOS 17.5-opdatering, som Apple rullede ud i sidste uge, introducerede Apple muligheden for at få advarsler om uønsket tracking fra Bluetooth-trackere fra tredjepartner. Hvis en ukendt AirTag eller tredjepartstracker følger en iPhone-bruger, får vedkommende en advarsel og kan få enheden til at give lyd fra sig, så man kan finde den og deaktivere den.

Funktionen er en del af en industristandard, der skal forhindre stalking på tværs af iPhones og Android-enheder. Flere selskaber, der producerer Bluetooth-trackere, såsom Chipolo, Pebblebee og Eufy, er med ombord på denne standard.

Se også: Google klar til at advare Android-brugere om AirTag-stalking