Google går all-in: Oversvømmer markedet med billige bærbare

Google er på vej med en massiv lancering af deres nye "Googlebook" til efteråret. Læs alt om Googlebook, der går op imod MacBook Neo.

Google går all-in: Oversvømmer markedet med billige bærbare

Google gør klar til et massivt indtog på markedet for bærbare computere senere i år. Til efteråret forventes de nemlig at lancere en helt ny type bærbar computer, der ikke erstatter Chromebook, men går direkte efter Apple.

Se også: De allerbedste Android-mobiler lige nu

Hvad er en Googlebook egentlig?

For mange kan navnet Googlebook måske lyde som en forveksling med den velkendte Chromebook, men der er tale om et helt nyt produkt.

Hvor en Chromebook udelukkende kører på Googles skybaserede Chrome OS, er en Googlebook i bund og grund bygget på styresystemet Android, men tilpasset til den bærbare computer.

Dette nye system, som under udviklingen har gået under kodenavnet Aluminium OS, gør det muligt at smelte mobil- og computeroplevelsen meget tættere sammen.

Du vil få adgang til en lang række AI-funktioner drevet af Gemini, Google Android-appbutik og meget mere.

Samtidig beholder Google dog stadig deres traditionelle Chromebooks på markedet, så de to platforme kommer til at leve side om side.

Googlebook

Se også: Bedre end iPhone: Disse mobiler slår Apples bedste

Otte Googlebooks på vej

Ifølge de seneste informationer er Google klar til at lancere mindst otte forskellige modeller af Googlebook senere i år.

Modellerne vil blive produceret i samarbejde med stort set alle de store og velkendte pc-producenter som Acer, ASUS, Dell, HP og Lenovo.

Der har også været troværdige lækager, som peger på, at Samsung har en model i støbeskeen, hvilket lyder sandsynligt. Samsung laver i forvejen bærbare computere og har et tæt samarbejde med Google.

Googlebook

Når man kigger under motorhjelmen på de kommende computere, vil man finde processorer fra flere forskellige producenter.

Flere modeller forventes at blive drevet af Intels kommende Panther Lake-arkitektur, der også er kendt som Core Ultra 300-serien.

For at kunne tilbyde mere budgetvenlige alternativer vil nogle af maskinerne bruge Qualcomms Snapdragon X-chips, mens MediaTek også har bekræftet, at de leverer processorer til Googles nye laptop-projekt.

Googlebook

Se også: Disse er årets bedste mobiler

Har Google en chance?

Lanceringen af Googlebook ligner et utroligt spændende, men også risikabelt træk fra Google. Vores gæt er, at Googlebook går benhårdt efter at tilbyde et reelt og slagkraftigt alternativ til Apples uhyre populære nye MacBook Neo.

I samme stil som MacBook Neo forventer vi derfor at se friske farver og et moderne, stilrent design på de kommende Googlebooks.

Den helt store trumf bliver dog sandsynligvis prisen, som efter alt at dømme vil lande mærkbart lavere end de 5.499 kroner, som Apple i dag kræver for deres absolut billigste bærbare computer.

Den helt store udfordring bliver dog at undgå total forvirring hos forbrugerne. Når der pludselig står både Chromebooks og Googlebooks på hylderne i elektronikbutikkerne, skal det være ualmindeligt nemt at afkode forskellen for hr. og fru Danmark.

Hvis computer- og Android-oplevelsen på den store skærm ikke sidder lige i skabet fra dag ét, risikerer Googlebook hurtigt at blive set som en overdimensioneret Android-tablet med tastatur, frem for den revolutionerende arbejdsmaskine, Google håber på.