Intelligent højttaler ringede selv til politiet og reddede kvinde

En intelligent højttaler lyttede godt efter under et skænderi mellem et kærestepar og ringede straks politiet op. Det har måske reddet en kvinde.

Intelligent højttaler ringede selv til politiet og reddede kvinde

Mange elektronikproducenter forsøger sig i disse år med at lave intelligente højttalere udstyret med assistenter såsom Siri, Google Assistant, Cortana og Alexa – og de synes at blive mere og mere populære at have stående i stuen, køkkenet eller et tredje sted.

En amerikansk kvinde må dog være meget taknemmelig for, at der parret havde anskaffet sig sådan en.

En ukendt højttaler, som politiet først meldte ud var en Amazon Echo, lyttede nemlig rigtigt godt efter, da hun og hendes kæreste Eduardo Barros endte i et større skænderi i deres hjem uden for Albuquerque, New Mexico. Det udviklede sig til, at kæresten hev et våben frem og truede med at dræbe kvinden.

Læs også: Apple HomePod: en snedig Siri-styret højtaler

Ifølge ABC News spurgte han kvinden: ”Har du ringet til politiet?” Og straks ringede hendes telefon 911 op. Det opdagede kæresten, som skubbede hende ned på gulvet og sparkede hende mindst 10 gange i ansigtet og i maven. Ikke lang tid efter var en specialstyrke fremme på stedet, som straks fik fjernet både kvinde og hendes datter, som også befandt sig i hjemmet. Kvinden kom kun lettere til skade og undgik således en tur på skadestuen, mens datteren slap uskadt fra episoden.

Efter flere timers forhandlinger blev manden til gengæld anholdt og er nu sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, trussel om vold, voldeligt overfald mod et husmedlem og ulovlig frihedsberøvelse.

Manuel Gonzales, som er sherif i Bernalillo amt, er ikke i tvivl om, at den intelligente højttaler har været afgørende for, at kvinden og datteren er sluppet derfra med livet i behold.

”Den uventede brug af denne nye teknologi til at kontakte alarmcentralen har muligvis hjulpet med at redde et liv. Denne teknologi har helt klart reddet en mor og hende barn fra en meget voldsom situation,” siger han til ABC News.

Desværre er der som dansker ikke den store anvendelighed i disse intelligente højttalere, da de alle ikke forstår dansk – indtil videre.