Apple vs. Samsung: Hvilket mærke er bedst?

Er en Android-mobil fra Samsung eller en iPhone fra Apple bedst? Vi gennemgår fordele, ulemper og forskelle ved de nyeste mobiltelefoner fra Samsung og Apple.

Apple vs. Samsung: Hvilket mærke er bedst?

Apple eller Samsung: Hvilket mærke er bedst og giver mest mobil for pengene?

Apples iPhone og Samsungs Galaxy-serie er de største giganter i smartphonebranchen. De kæmper løbende om førstepladsen som den største mobilproducent – og konkurrencen er benhård.

Apple har ellers været førende på antal solgte smartphones siden september 2023. Men i år er Samsung kommet tilbage – takket være lanceringen af Galaxy S24-serien i februar 2024.

Men kvantitet er naturligvis ikke altid ensbetydende med kvalitet, og i denne guide sammenligner vi de to virksomheder på alle parametre: Fra ydeevne og design til økosystem og sikkerhed. Klar til det ultimative opgør? I denne artikel kan du se, hvordan Apples iPhones klarer sig i forhold til Samsungs Galaxy-serie.

Læs også: Samsung forventer vild 900 % stigning i overskuddet

iPhone vs. Samsung: Produktsortiment

Apple og Samsung konkurrerer på mange af de samme områder inden for forbrugerelektronik, men deres kernekunder kan være ret forskellige. Det har at gøre med forskelle i design, pris, kompatibilitet, funktionalitet, og så handler det i høj grad også om, hvilket brand forbrugeren er vant til (og loyal overfor).

Samsung har flere modeller inden for mobiltelefoner end Apple. Galaxy A-serien er prisbillige muligheder med respektable specifikationer beregnet til dem, der bare vil have det grundlæggende. Galaxy S-modellerne er Samsungs flagskibe med nogle af de hurtigste chips og bedste kameraer på markedet. Dertil kommer Samsungs Z-serie af foldbare mobiler, som også ligger i den dyre ende.

Apples iPhone-serie er forholdsvis lille og simpel. Der er lige nu fire varianter af iPhone 15, og kun to af dem – 15 Pro og 15 Pro Max – er udstyret med de allerbedste teknologier fra Apple. “Budget”-mulighederne er begrænset til virksomhedens ældre modeller, herunder iPhone 14, iPhone 13 og iPhone SE. SE skulle få en opdatering senere på året.

Budgetvenlige mobiler

Samsung har et af de bedste ry for billige telefoner. Galaxy A-serien er billige mobiler, som dog føles som god kvalitet med udmærkede specs. Så de føles ikke som om, at man skal indgå store kompromiser med kvaliteten.

Galaxy A15 5G til 1.199 kroner. har en skarp AMOLED Full HD+-skærm og næsten to dages batterilevetid, samtidig med at den har en rimelig ydeevne. Det er en af de få nyere telefoner, der har et 3,5 mm hovedtelefonstik.

Den billigste Samsung-telefon herhjemme er Galaxy A05s til 1.000 kroner. Det er ganske vist en ret simpel telefon, men til prisen får du et 50 megapixel kamera, en 6,7 tommer Full HD+-skærm, et stort batteri, en pålidelig fingeraftrykslæser og to Android-opdateringer med fire års sikkerhedsopdateringer. Her får du også en 3,5 mm port til dine høretelefoner.

Hvad Apple angår, finder du ikke en billig iPhone til mindre end 2.500 kroner, medmindre det er en meget ældre model (som sandsynligvis indebærer forældet hardware og software) eller købt brugt. Sådan er det bare med Apple.

Læs også: Apple klar med foldbar smartphone om 2-3 år

Mellemklassetelefoner

Samsungs Galaxy A54 5G til 3.385 kroner har et helt nyt design i forhold til sin forgænger, herunder en mere robust konstruktion og en lysere skærm med højere opløsning. Måske endnu vigtigere er, at du får en solid batterilevetid og fire Android-opdateringer.

Samsungs anden imponerende mellemklassemobil er Galaxy S23 FE til 3.799 kroner. Det er i bund og grund en nedskaleret version af den almindelige Galaxy S23-topmodel, men den har stadig en kraftig processor, en 120 Hz Dynamic AMOLED 2x-skærm, trådløs opladning og et 50 megapixel hovedkamera med optisk stabilisering.

Den billigste “nye” iPhone er iPhone SE fra 2022 til 2.785 kroner. På trods af det gamle ydre design, som ikke har ændret sig siden iPhone 8, indeholder SE’en Apples kraftige A15 Bionic-chip – samme som i iPhone 13-serien og iPhone 14/14 Plus. Det, der trækker mest ned, er dens lille 4,7 tommer LCD-skærm, et enkelt 12 megapixel vidvinkelkamera og manglen på MagSafe.

Apples billigste mobiler i mellemklassen er de tidligere topmodeller iPhone 14, iPhone 14 Plus og iPhone 13.

Læs også: Fem smartphones vi ser frem til i 2024

Premiummobiler

Telefoner i denne kategori koster ofte tæt på eller over 10.000 kr., så der skal graves ekstra dybt i lommen på det niveau. Samsungs bedste telefon til de fleste brugere er her Galaxy S24 Plus til 7.262 kroner. Med en opgraderet processor, der driver smarte AI-funktioner, en dags batteritid, et fremtagende tredobbelt bagkamera og et løfte om syv års softwareopdateringer, er det en mobil, der vil fungere for de fleste.

Hvis du vil have Samsungs absolutte topmodel, er Galaxy S24 Ultra til 8.000 kroner drømmemobilen for alle, der virkelig vil være kreative på mobilen. Den har en flot 6,8 tommer AMOLED-skærm og nogle af de bedste kameraer på markedet. Du får desuden masser af AI-funktioner og en integreret S Pen med i købet.

iPhone 15 Pro til 7.989 kroner og iPhone Pro Max til 9.973 kroner er Apples nuværende topmodeller. Den 6,1 tommer store iPhone 15 Pro har en titaniumramme, kameraopgraderinger, en alsidig Handling-knap, Apples ultrahurtige A17 Pro-processor og en USB 3.1-port, der endelig frigør iPhones fra den sløve Lightning-teknologi. iPhone 15 Pro Max er stort set den samme, men har en 6,7 tommer skærm og tilbyder 5x optisk zoom i stedet for 3x, selvom det stadig halter bagefter 10x zoom på S24 Ultra.

Basismodellen iPhone 15 til 5.969 kroner er noget billigere. Den er udstyret med Apple A16 Bionic-chippen, som oprindeligt blev brugt i iPhone 14 Pro, og mangler enhver form for teleobjektiv, hvilket gør den dårligere stillet end sammenlignelige Android-telefoner, herunder Samsungs standard-Galaxy S24.

Den har også en forældet skærmopdateringshastighed på 60 Hz, og selvom den har en USB-C-port, er den begrænset til langsomme USB 2.0-hastigheder. Alt i alt er det faktisk en god telefon – men Apple vil virkelig gerne have dig til at bruge de ekstra penge, det koster at opgradere til iPhone 15 Pro. Hvis du kun er interesseret i skærmstørrelse og batterilevetid, kan du bruge 1.300 kroner mere og få en 6,7 tommer iPhone 15 Plus til 7.290 kroner.

Samsung er den eneste af de to virksomheder med foldbare telefoner – i hvert fald i øjeblikket. Samsung Galaxy Z Flip 5 til 6.290 kroner folder som en klaptelefon og har masser af strøm, solide kameraer på bagsiden og meget mere. Hvis du vil have en tablet-erstatning, er Galaxy Z Fold 5 til 10.259 kroner klar til at opfylde dine ønsker, men du skal købe din egen S Pen oven i telefonens ret høje startpris. Her er vi oppe i priser, hvor du faktisk kan købe en ganske udmærket bærbar computer eller en stationær gaming-pc til samme pris.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner

Andre produktkategorier

Begge virksomheder laver desuden en masse andre produkter inden for forbrugerelektronik. Det er alt fra  bærbare computere, høretelefoner, wearables til tablets og smart home-enheder. Her har Apple nogle kategorier, hvor de står stærkere. MacBooks plejer for eksempel at være meget mere populære end Samsungs Galaxy Books, og iPads er mere populære end Galaxy Tabs. AirPods og Apple-ure sælger nemt bedre end Galaxy Buds eller Galaxy Watches.

Meget af det handler om, at Apples økosystem er tæt integreret, og at produkterne kommunikerer og fungerer fuldstændig gnidningsløst sammen. Så jo flere Apple-produkter du har, jo bedre bliver din oplevelse. Nogle produkter (som Apple Watch) kræver ligefrem en anden Apple-enhed for overhovedet at fungere. Samsung har forsøgt at efterligne dette, men er ikke helt i mål. Deres økosystem skal også passe til resten af Android-universet, hvilket giver flere muligheder, men også udfordringer. Men du kan nemt blande Android-mærker – du er velkommen til at parre dit Galaxy Z Flip 5 med en Google Pixel-telefon.

Samsung har også sine egne produktområder, hvor slet Apple ikke er med. Det gælder f.eks. produkter som tv, køleskabe, støvsugere og vaskemaskiner. Du kan endda koble det hele sammen med din mobil og andre enheder gennem SmartThings-appen, som er Samsungs svar på Apples HomeKit og Find My.

iPhone vs Samsung: Hardware og teknologi

Specifikationer er ikke alt, men de har dog betydning for helhedsoplevelsen. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i specifikationerne, inden du køber. Her er nogle sammenligninger imellem de to producenter og deres telefoner, specifikationer og teknologier.

Chips og processorer

Samsung har i en årrække brugt to forskellige chipsæt i deres Galaxy-mobiler. I nogle dele af verden – blandt andet USA – har Samsung brugt Qualcomms Snapdragon-chipsæt. I andre dele af verden – herunder Europa – har de brugt deres egne Exynos-chips. Det droppede de med Galaxy S23-telefonerne, som kun har Snapdragon 8 Gen 2-chipsættet. Men med Galaxy S24-serien er Samsung gået tilbage til denne praksis med en Qualcomm/Exynos-opdeling. Så nu finder du Galaxy S24-telefoner med Snapdragon 8 Gen 3 til Galaxy og med Exynos 2400-chippen.

Her gør Apple det lettere for sig selv. Hver serie består (lige for tiden) af fire mobiler. Basismodellerne kommer som regel med samme chipsæt som foregående års topmodeller. iPhone 15-basismodellen kommer altså med samme chipsæt som iPhone 14 Pro-modellen. Pro-modellerne har så det nyeste og mest kraftige chipsæt. Det er tilfældet med iPhone 15 og iPhone 15 Pro.

Apples A16 Bionic-chip, der sidder i iPhone 15, slår Snapdragon 8 Gen 2 med hensyn til CPU-ydeevne. A17 Pro-chippen i iPhone 15 Pro og Pro Max er endnu kraftigere, selvom Galaxy S24 Ultra fører i grafik-score. Basismodellens Snapdragon 8 Gen 3 kæmper en meget hårdere kamp og slår A17 Pro målt på alle kernernes ydeevne.

Konklusionen er, at iPhone har en tendens til at tilbyde bedre CPU-ydeevne, mens Samsung har en tendens til at tilbyde bedre GPU-ydeevne. Hvis du skal spille mange 3D-spil, skal du vælge Samsung. Hvis du vil skifte hurtigt mellem en lang række applikationer, kan en iPhone være bedre – selvom den samlede hastighedsforskel mellem premium-enheder er ret minimal.

Hvis du er ligeglad med nogen af disse faktorer og bare vil have noget billigt, har Samsung masser af budgetmuligheder, som Apple ikke har. Desuden er de to chipset så relativt ligeværdige, at én benchmark viser, at A17 er stærkest, og en anden viser, at Snapdragon 8 Gen 3 fører.

Kameraer

Kameraydelsen er stadig vigtigere end processorer for de fleste brugere. De fleste Samsung-telefoner har meget alsidige kameraopsætninger med budgetmuligheder med mindst tre bagkameraer, inklusive et primært (vidvinkel), makro og ultravidvinkel. Telefotos er på vej ind i Samsungs budget-mobiler. Med iPhones må du nøjes med en vidvinkel og en ultravidvinkel, medmindre du er villig til at gå højt op i pris for at få fingre i en Pro-model.

Med hensyn til ren kraft er der én klar vinder i kameraafdelingen: Samsungs Galaxy S24 Ultra. Den har nogle fremragende kameraer, og både hovedkameraerne og selfiekameraet leverer fantastisk kvalitet. Samtidig kommer telefonen med AI-fotoevner og AI-fotoredigering. Alt sammen noget, der gør den til en af de bedste kameramobiler lige nu.

Apples seneste premiummodel, iPhone 15 Pro Max, lander her på en flot andenplads. Du får et 48 megapixel hovedkamera, et 12 megapixel ultravidvinkelkamera og et 5x telefotokamera kombineret med Apples sædvanlige billedbehandling. Den gør det samtidig muligt at skifte til portrættilstand, efter du har taget billedet.

Samtidig har Apples billeder et lækkert look. Så selv om Apples kameraer ikke er helt så alsidige som Samsungs, er de meget populære. Faktisk vil de fleste ægte fagfolk nok hellere optage video på en Pro Max for at drage fordel af ting som ProRes-filer, logoptagelse og understøttelse af Academy Color Encoding System, selvom de måske har brug for brugerdefinerede linser.

Skærm

Med hensyn til skærmen har Apple og Samsungs flagskibe skarpe HDR-skærme med lignende maksimale lysstyrkeværdier, selvom Apple vinder med lysstyrke på iPhone 15-serien. Hvis du kigger på de billigere budgetmodeller, er det Samsung, der leverer de bedste skærme. Selv den billigere Galaxy A-series telefoner har AMOLED-skærme i en anstændig størrelse, hvorimod Apples iPhone SE er frosset i tid med en 4,7 tommer LCD-skærm, hvor sortniveauet nærmest må beskrives som gråt.

Samsung bruger Gorilla Glass på de fleste af deres telefoner. Glassets styrke hænger normalt sammen med telefonens pris – jo dyrere, desto stærkere. Det stærkeste, som sidder på de dyreste mobiler, hedder Gorilla Glass Victus.

Apple har brugt Ceramic Shield til sine telefoner siden iPhone 12-serien. Det er en ny type glas udviklet af Corning – samme firma bag Gorilla Glass.

Den største forskel mellem de to virksomheder med hensyn til skærmspecifikationer er, at Samsungs telefoner generelt har hurtigere opdateringshastigheder. Som nævnt har iPhone 15 og 15 Plus stadig 60 Hz-skærmpaneler, hvorimod selv billigere Galaxy-telefoner rammer opdateringshastigheder på 120 Hz.

Hvis du vil have lignende ydelse på en iPhone-skærm, er du nødt til at betale for en Pro-model. Det samme gælder always on-skærme, som ellers nærmest er standard for Android-mobiler.

Batteri

Samsung-batterier har en tendens til at holde strøm i længere tid end iPhone. Det skyldes, at flere Samsung-mobiler er udstyret med batterier på 5.000 mAh. Her har iPhones mindre batterier, og iPhone 15 Pro Max må nøjes med 4.441 mAh. Apple gør sit bedste for at optimere strømforbruget, men holder ikke så længe som Samsung. Ingen af ​​selskabernes telefoner kan holde strøm i mere end to dage.

Samsung er oftest hurtigere, når det ælder ladehastigheder, i hvert fald i de dyrere modeller. Galaxy S24 Ultra understøtter 45 watt kablet opladning, hvorimod iPhone 15 Pro Max ikke kan gøre det bedre end 27 watt. Selv den ældre Galaxy S23 klarer 25 watt, hvor iPhone 15 må nøjes med 20 watt (eller mindre).

Samsung Galaxy S24-modeller tilbyder også hurtigere 15 watt trådløs opladning. Det er det dobbelte af, hvad iPhones normalt er i stand til. Apple-brugere kan dog nå de hastigheder, når de bruger MagSafe-opladning.

Omvendt trådløs opladning er til stede på en række Samsung-telefoner, hvorimod iPhone 15-telefonerne kun kan udføre omvendt kablet opladning. I begge tilfælde er teknologien begrænset til 4,5 watt, så forvent ikke at fylde dine AirPods eller Galaxy Watch op med strøm i en fart.

iPhone vs. Samsung: Software og økosystem

Googles styresystem – Android – er en åben platform, der giver brugerne flere valgmuligheder, alsidighed og tilpasningsmuligheder. Samsungs One UI er er baseret på Android og er utroligt omfattende. Det kan nogle gange gøre det svært at navigere rundt i de mange menuer og undermenuer med endnu flere undermenuer. Det betyder også, at det er et af de styresystemer, der giver dig flest tilpasningsmuligheder på mobilen.

Hvor Samsung gør det indviklet, satser Apple på enkelhed og brugervenlighed. iOS kører på Apples egen hardware, og Apple kan optimere og justere både hardware og software for at opnå en lækker brugeroplevelse. Det gør det nemt og intuitivt at bruge Apples telefoner.

Samsung plejede at komme med fire Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer. Men efter Google Pixel 8 blev lanceret med syv års Android-opdateringer og sikkerhedsopdateringer, har Samsung valgt at gøre det samme med S24-serien. Apple kommer som regel med seks iOS-opdateringer.

Fordi iOS er Apples eget system, har Apple fuld kontrol over brugeroplevelsen. Det betyder bedre hukommelsesstyring, softwareintegration og brugersikkerhed. Ulempen er, at brugerne er bundet til Apples produkter. Android er open source, og det gør det lettere for eksempelvis appudviklere at lave apps. I mange år har det kun været muligt at få iPhone-apps fra Apple App Store, og nogle funktioner er forbeholdt Apple-apps, tilbehør og tjenester. Selv dyre Android-fitnessure kan derfor ikke bruges til at tilgå iPhone-beskeder på samme måde, som et Apple Watch kan.

Mange apps er tilgængelige på begge operativsystemer. Der er flere apps til Android, men iPhone-apps er ofte bedre tilpassede, så brugerne ikke så ofte oplever, at apps går ned. Det skyldes, at Apple har meget omfattende krav til appudviklere. Appudviklerne bruger den ekstra tid på Apples produkter, fordi iPhone-brugere er et købestærkt segment, som er villige til at betale for kvalitet.

Se også: Køb brugte iPhones med to års garanti

iPhone vs. Samsung: Værdi for pengene

I sidste ende er en telefon værdifuld, hvis den opfylder de behov og ønsker, du har til den. Selv om Samsung ind imellem har de bedste specifikationer, når man sammenligner en-til-en, er kvaliteten hos begge de to brands så gode, at de fleste vil være glade for ydeevne og funktioner i både iPhone 15 eller Samsung Galaxy S24. Det gælder i øvrigt også producenternes lidt billigere mobiler.

Hvis du vil sælge din telefon igen, er iPhone den bedste mobil. De holder værdien rigtig godt, hvor Samsung-telefoner falder hurtigere i værdi, selv om Samsung holder deres værdi bedre end andre Android-mobiler.

På den anden side er iPhones dyrere at reparere end Samsung-enheder. Apple Store er berygtede for at opkræve høje gebyrer, primært fordi kun Apple og autoriserede værksteder har værktøjerne, der er i stand til at åbne og reparere iPhones. Dem er der heldigvis mange af efterhånden, men priserne er stadig hørere end reparationer af Android-mobiler. Samsung-telefoner er billigere at reparere, og hos iFixit ligger der forskellige manualer til brugere, der selv vil kaste sig ud i reparationer.

iPhone vs. Samsung: Datasikkerhed og privatliv

Samsung-mobiler har deres eget sikkerhedssystem – Samsung Knox. Det er et sikkerhedssystem, der både involverer hardware og software på militært niveau. Det betyder, at Samsung er en af de mest sikre Android-mobiler på markedet. Knox beskytter imod folk, der prøver at hacke eller på andre måder få adgang til telefonen udefra. Men Knox sikrer også brugernes data på mobilen, så Samsung faktisk heller ikke kan få adgang til brugerdata.

Apple har længe været kendt for at have ekstrem god sikkerhed på deres telefoner. Det skyldes igen, at Apple har fuld kontrol med både hardware og software på telefonerne. Samtidig har Apple strengere krav, for at apps kan komme i App Store. Det betyder også, at Apple stadig har den bedste sikkerhed, men Samsung er tæt på at have samme niveau.

Se også: De bedste priser og tilbud på Google Pixel 8 Pro

iPhone vs. Samsung: Hvem vinder?

Hvilke af de to mærker er så bedst? Det er stadig svært at svare på. Apple og Samsung har et intenst kapløb kørende hele tiden. Lige nu er Samsung foran, fordi de har den nyeste mobil. Den har lidt bedre specifikationer på nogle områder, og så er Galaxy S24-serien også foran, når det gælder AI-funktioner. Her er Apple ikke helt så langt fremme. Men rygterne vil vide, at Apple er i fuld gang med at udvikle både hardwaren og softwaren til at køre endnu mere imponerende AI-funktioner på deres næste mobil.

Spørgsmålet om, hvem der laver den bedste mobil, handler i høj grad også om, hvad den enkelte bruger er vant til. For selv om telefonerne har deres styrker og svagheder, er det en stor omvæltning at skulle sætte sig ind i et nyt styresystem: Det er svært at finde rundt i, og ting, der normalt er hurtigt ordnet, tager længere tid i et andet styresystem.

Så hvis du havde håbet på et endegyldigt svar, er vi kede af at skuffe dig. For det er dig som bruger, der afgør, om svaret er Apple eller Samsung. Hvilket styresystem er du vant til, hvad skal du bruge telefonen til, og hvilket økosystem vil du være en del af?

For det meste har Samsung Galaxy-telefoner bedre kameraer, batterilevetid og bedre skærme med hurtigere opdateringshastighed. iPhones har højere brugervenlighed, bedre apps og et økosystem, hvor mobiler, tablets og computere kommunikerer problemfrit på kryds og tværs.

Så hvis du vil vide, om du skal vælge det ene eller andet mærke, skal du bare gøre følgende: Kig på, hvilken mobil du har i hånden lige nu: Er det Android eller iOS? Uanset hvad så hold dig til det styresystem, når du køber din næste mobil. Det vil du helt sikkert bliver allermest glad for.

Se også: De bedste priser og tilbud på Samsung-telefoner