Nyt Android-tastatur: Google Håndskrift [TIP]
Google er klar med et nyt tastatur til Android-smartphones og -tablets, der giver en helt ny skriveoplevelse.
Hvis du er træt af de traditionelle tastaturer, hvor du enten skal trykke på små knapper eller swipe hen over knapperne med bevægelser, så er Google’s nye tastatur et kig værd.
Det går under navnet Google Håndskrift, og fungerer, som navnet antyder, ved at bruge din håndskrift på tastaturområdet.
Læs også: YouTube understøtter nu 360 graders visning
Knapperne er altså forsvundet, og i stedet har du en stor overflade, hvor du frit kan stave ordene, som ordbogen derefter genkender. Du kan derfra enten klikke på et af de tre foreslåede ord i toppen eller begynde at stave et nyt til højre for, hvis det først foreslåede er det korrekte. Derved slipper du nemt uden om at lave mellemrum, som der dog også er en dedikeret knap til i bunden.
Tastaturet kan endda genkende tegn som punktum, komma, kolon og endda de gammeldags smileys og de nye emojis. Der er fra lanceringen af Google Håndskrift hele 82 forskellige sprog at råde over – inklusiv dansk.
Læs også: OnePlus integrerer SwiftKey
Tastaturet har en noget større indlæringskurve end de fleste andre tastaturer, og det går måske heller ikke nær så stærkt i begyndelsen, men det har potentiale til at blive et godt alternativt tastatur. Bedøm selv ved at prøve den nye app ved at downloade den fra Play-butikken.
Vi har også demonstreret, hvordan Google Håndskrift virker i en kort video herunder.