Apple vil overvåge hackere med nyt patent
Apples nye patentansøgning med titlen “Systemer og metoder til udpegning af uautoriserede brugere af en elektronisk anordning” vil ud over tyveri også beskytte Apple mod jailbreaks og anden uautoriseret brug af iPhones, som fx. unlock eller udskiftning af simkort.
I patentansøgningen beskriver Apple, hvordan programmet kan identificere om en iPhone bliver:
– ”Hacket, jailbreaket eller om SIM-kort er i gang med at blive fjernet.”
Registreres uautoriseret brug, kan programmet aktivere iPhone kameraet, geo-tagge billedet og uploade det til nettet. Samtidig sletter programmet personfølsommedata fra iPhonen med det samme, og sender det til en server.
Apple beskriver, ifølge det uafhængige netmedie The Register, patentet som en hjælp til iPhone-ejere, og at det skal forhindre andre i at få adgang til brugerens kreditkortoplysninger, cpr-numre, bankoplysninger, hjemme-adresser eller andre følsomme informationer ved simpelthen at lukke for adgangen til dem.
Jailbreak overvåges
Men helt for Apples grønne æbles skyld, er patentet vist ikke.
Programmet kan nemlig også registrere, hvis der pludselig er en forøgelse af hukommelsesaktiviteten, der indikerer, at iPhonen kører uautoriseret software.
Desuden omfatter programmet stemme-genkendelse, accelerometer, til at opdage, hvis en tyv løber med din iPhone, og endda en hjerterytme sensor.
Vi må håbe, Steve Jobs ikke får besked, mens du ligger i badet og synger falsk, eller løber ud for at slukke for brødristeren.