Sony Ericsson K850i (produkttest)
Fotomobilerne fra Sony Ericsson er blevet federe og federe for hver model. K850i er ingen undtagelse.
Tasterne er nu knopper, som efter øvelse giver høj skrivehastighed. Kameraet betjenes nu via dedikerede knapper på siden, præcis som et rigtigt digitalt kamera. Den blanke bag- og forsiden af højglanspoleret plastik vidner om et lækkert udtryk. Bagsiden er plan og linsen beskyttes af en gennemsigtig overflade med en elektronisk lukkemekanisme under. Desværre bliver fladerne lynhurtigt meget fedtede ved brug.
Menubetjeningen sker via en fire-vejs navigations ramme, placeret mellem taltasterne. Egentlig meget godt tænkt, men du skal forvente en del tilvænning, inden betjeningen er optimal. Det samme gælder den nederste del af skærmen, som er trykfølsom. F.eks. sker "valg" i menuerne, ved tryk på den midterste del af det trykfølsomme område, hvilket er noget problematisk når man er vandt til at "valg" sidder midt i navigationstasterne.
Konstruktionen er godkendt – ingen ubehagelige overraskelser med løse flapper, raslende knapper osv.
Indholdet
Der er ingen store ændringer i menustrukturen og opbygningen. Har du tidligere brugt en W-model eller K-model, kan du uden problemer betjene K850i.
Du får alle kendte muligheder som FM-radio (med RDS), musikafspiller, Bluetooth 2.0 med Stereo, kalender, kontakter osv.
Internetforbindelsen sker via Turbo 3G. Her er det ret ærgerligt, at trådløst netværk er udeladt, specielt fordi at webfeeds, mails osv. ville være billigere, at benytte på ens eget netværk.
Kameraet rykker
Det er ikke for ingenting at K850i har Sonys kvalitetsmærke Cyber-shot. Opløsningen er 5 megapixels og fotolyset er skiftet ud med rigtig Xenon blitz.
Billedkvaliteten er høj, meget høj (for en mobiltelefon). Især billeder med blitz i mørke, har fået et løft i forhold til tidligere modeller. Men stadig er det billeder under gode lysforhold, som bliver de bedste. Om kvaliteten er lige så god, eller bedre end konkurrenten Nokia N95, er meget vanskeligt at sige. Det kommer an på øjenene, der ser. Jeg mener, at Nokias billeder er lidt mere farveægte. Til gengæld er K850i hurtigere klar, når kameraet aktiveres – men K850i gemmer langsommere end N95.
Sony Ericsson har givet kameradelen nogle genveje tydelige genveje på tastaturet. I kameratilstand lyser ikonerne op, og der kan vælges optagetilstand, motiver, selvudløser og blitz. Men kunne ønske sig en genvej til makro/uendelig, som stadig skal vælges i menuen.
Under optagetilstand findes funktionen "BestPic" som præsenterer ni versioner af samme foto, når du blot har taget et. Via ikoner kan de bedste udgaver let vælges og gemmes.
Kameraet benyttes "liggende" som rigtige digitale kameraer. En skydetast indikerer om der startes i kamera, video eller vis tilstand, når kameraet tændes. Opbygningen gør kameradelen utrolig intuitiv at anvende. Der kan endda skiftes tilstand, mens kameraet er aktiveret.
Musik og radio
K850i er et rigtig "multimedie-monster" med mulighed for både musik, radio og video. I forhold til Walkman-modellerne er de mest fancy funktioner som "SensMe" fjernet, men den spiller stadig de mest gængse musikformater i god lydkvalitet.
Desværre er det ikke in-ear hovedtelefoner, som følger med i salgspakken, så dem må du købe ved siden af.
Radioen er Sony Ericssons standardmodtager (FM) med RDS.
Internet
Adgangen til internettet sker via EDGE, 3G og Turbo 3G. Det betyder hurtig forbindelse, både til mail, netsider og RSS-feeds.
En test af Teleselskabets 3 sending af TV 2 News, gav også en hurtig og positiv oplevelse. I den udgave 3 sælger, får du desuden Live Messenger og Hotmail med som ekstra bonus.
Samlet bedømmelse
Konstruktions- og indholdsmæssigt, er K850i, det bedste Sony Ericsson produkt til dato. I testperioden har vi ikke fundet mystiske fejl og craches. Derimod har den fungeret utrolig stabilt.
Skærmindholdet roteres automatisk i forhold til om mobilen holdes horisontalt eller vertikalt. Igen en helt forrygende funktion. Det virker i musikafspilleren og kameraet. Men benytter du f.eks. Planet3, eller andre programmer, duer funktionen ikke.
Der er intet trådløst netværk i K850i. Men på grund af Turbo 3G understøttelsen, blev det heller ikke savnet. For de telekunder, der ikke betaler en fast pris for data, kan det dog godt være dyrt at undvære.
I forhold til Sony Ericssons andre produkter, vurderer vi K850i til topkarakter – 6 ud af 6 point.