Google vil hjælpe dig med at holde afstand til andre

Har du brug for hjælp til at holde afstand til andre? Så er Google klar med tjenesten Sodar, som bruger din telefons kamera til at assistere dig med en afstandscirkel.

Google vil hjælpe dig med at holde afstand til andre

Mange lande, heriblandt Danmark, er godt i gang med at åbne samfundene op igen. Men derfor skal der ikke slækkes på anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne. Derfor vil Google nu hjælpe dig med at holde afstand til andre, når du færdes udenfor.

Hvis det kniber lidt med at holde afstand til andre, når du bevæger dig rundt udenfor, er Google klar til at assistere dig.

Til det formål har Google udviklet tjenesten Sodar, som er en onlinetjeneste og altså ikke en app. Sodar får du adgang til ved at besøge sodar.withgoogle.com. For at kunne bruge tjenesten skal du have en smartphone, der kan anvende AR (Augmented Reality), og så skal du bruge Googles egen Chrome-browser.

Foto: Mobilsiden

For at starte Sodar skal du trykke ”Launch” og derefter ”Start AR” i popupvinduet, som fortæller dig om, at hjemmesiden kan bruge dit kamera. Når du peger din telefon ned mod jorden, kan du se en cirkel med en diameter på 2 meter rundt om dig.

I Danmark er retningslinjerne godt nok blevet lempet til 1-2 meter, så hvis du bruger Sodar til at sikre 2 meters afstand til andre, er du altså på den sikre side. Det kan dog næppe være i alle situationer, at det er lige praktisk (og sikkert) at gå med snuden nede i telefonen for at sikre, at du holder den rette afstand.

Læs også: Corona-krisen sætter rekorder for danskernes mobilbrug