Billeder af ASUS og Lenovos gamingmobiler lækket
Markedet for gamingsmartphones vokser stødt. Producenter som ASUS, Razer og Xiaomi er efterhånden ved at være erfarne i den slags smartphones.
En af dem, ASUS, er på vej med næste bud på en gamingmobil, ROG Phone 3, og det samme er en af ASUS’ konkurrenter på pc-markedet – nemlig Lenovo. Lenovo vil nemlig overføre sit velkendte Legion-gamingbrand fra dets pc’er til en smartphone med navnet Legion Pro.
Tilfældigvis har ASUS og Lenovo valgt at afsløre deres respektive gamingmobiler samme dag – nemlig onsdag den 22. juni, og tilfældigvis er der også dukket billeder op af de to mobiler nærmest samtidig.
Læs også: Razer Kishi gaming-controller til Android-enheder er ude
ASUS ROG Phone 3
Billederne af ASUS ROG Phone 3 er ifølge GSMArena blevet lækket af den velkendte tipster, Evleaks. Her ses både forside og bagside, som ikke er voldsomt anderledes end forgængeren, ROG Phone 2.
Disse billeder stemmer overens med billeder, som blev lagt ud på den kinesiske godkendelsesinstans TENAAs hjemmeside i går.
Faktisk ser ASUS ud til at beholde helt den samme formfaktor, mens der kun er foretaget ganske små kosmetiske ændringer. For eksempel ser fronthøjtallerne ud til at være gjort noget mere diskrete, mens kamerahuset på bagsiden er ændret en smule og har fået plads til endnu en sensor. ROG-logoet i midten er bibeholdt, og ellers ser meget ud til at være magen til forgængerens design.
Det har den fordel, at tidligere tilbehørsprodukter med al sandsynlighed vil fortsætte med at virke på efterfølgeren.
ASUS ROG Phone 3 menes at være udstyret med en 6,59” stor FullHD+ OLED-skærm med indbygget fingeraftrykslæser og en opdateringshastighed på 144 Hz. Dertil skulle der være et enormt batteri på hele 6.000 mAh, ligesom rygterne går på op til 12 GB RAM og op til 512 GB lagerplads.
Gamingmobilen vil, ikke overraskende, komme med Qualcomms nyeste Snapdragon 865+-chip, hvor der også er 5G ombord.
Læs også: Konkurrence: Vind en ASUS ROG Phone 3
Lenovo Legion Pro
Når ASUS ROG Phone 3 præsenteres 22. juni, får producenten altså følgeskab af Lenovo, som også præsenterer sin tilsvarende gamingmobil, Legion Pro.
Inden præsentationen har Lenovo dog selv teaset for telefonen på dets officielle profil på det kinesiske sociale medie Weibo. Også hos den kinesiske forhandler JD.com kan Legion Pro allerede ses, selv om den altså ikke officielt er præsenteret endnu.
På billederne kan man se Legion Pro både forfra og bagfra, og her ses det klassiske gamingdesign, som er gennemgående for mere eller mindre alle mobiler i den kategori. Dog må Lenovo siges at gå all-in med det noget rodede gaminglook på bagsiden, som er en god blanding af karbon-look og et væld af farver.
Midt på bagsiden finder man desuden to bagkameraer.
Lenovo Legion Pro adskiller sig ved at have fire touchbaserede udløserknapper på rammen– to på hver side henholdsvis øverst og nederst.
Ligesom ASUS ROG Phone 3 vil Lenovo Legion Pro være udstyret med to højttalere på fronten, en 144 Hz OLED-skærm og det seneste Snapdragon 865+-chipset fra Qualcomm. Batteriet, som menes at være på 5.000 mAh, kan oplades lynhurtigt med Super Flash Charge, som ventes at have en effekt på hele 90 watt.
Læs også: Lenovo Legion: Første gaming-telefon med 144 Hz-skærm
ZTE presser prisen helt i bund med Nubia Red Magic 5G
Det bliver interessant at se, hvordan ASUS og Lenovo prissætter de to gamingmobiler. For selv om de kommer med den seneste Qualcomm-processor, har en tredje spiller, ZTE, også meldt sig på banen.
Under nubia-brandet lancerede ZTE nemlig sin gamingmobil nubia Red Magic 5G i marts. Den har en 144 Hz OLED-skærm, stereohøjttalere, Qualcomms Snapdragon 865-chipset, op til 16 GB RAM og op til 256 GB lagerplads.
Og prisen? Kun 3.640 kroner for den billigste variant og 4.800 kroner for 16 GB RAM og 256 GB lagerplads på nubias europæiske webshop.
Se også: Find de bedste priser på de mest populære telefoner