Kom i gang med det smarte hjem: Fordele og ulemper
Det smarte hjem er i bragende udvikling og det samme gælder interessen i de danske hjem. De store mainstream medier har sat fokus på nogle af de danskere, der er gået all in på det smarte hjem, som gladeligt viser det hele frem på tv. Men hvad kræver det egentlig, hvis man vil lave omstillingen fra dumb home til smart home?
Her vil du kunne læse en meget subjektiv vurdering af, hvordan jeg har oplevet at implementere smarte enheder i vores hjem og hverdag.
Fordele og ulemper ved det smarte hjem
Jeg må nok hellere erkende, at jeg har tendens til at tale yderst positivt om det at have et smart home, når jeg taler med venner og familie. Både fordi jeg gerne vil begejstre og måske til dels retfærdiggøre mine brugte penge. Men sandheden er bestemt ikke kun en positiv fortælling.
Der er blevet investeret mange penge i diverse gadgets i min husstand og det har krævet en del arbejde at få det til at fungere optimalt. Mere end jeg har jeg lyst til at indrømme. Forhåbentlig kan mine erfaringer hjælpe lidt på vej, hvis du står og skal til at overgive dig til det smarte hjem.
Ulemper ved det smarte hjem
Hvis der er ét budskab, som samtlige producenter prøver at få kommunikeret ud til køberne, når det gælder smart home enheder, så er det, at smart home enheder gør livet nemmere. Det er bare ikke altid tilfældet. Faktisk er det nærmest det modsatte – i hvert fald i en vis periode.
Efter en del erfaring med smart home enheder vil jeg mene, at det kræver en vis teknisk snilde, overskud og tålmodighed, hvis der skal rigtig gang i en smart home makeover.
Forhåbentlig kan mine erfaringer hjælpe lidt på vej, hvis du står og skal til at overgive dig til det smarte hjem.
Se også: Rutiner til Google Assistant på dansk
Vaner skal laves om
Først og fremmest kræver det, at man lægger nogle af sine vaner om. Det varierer naturligvis alt efter, hvilke enheder man har. En oplagt kombination kunne være, at man købte en Google Home Mini og nogle smarte pære fra Philips Hue.
Dette vil kræve, at en selv og resten af husstanden ikke længere rører ved stikkontakterne, da dette afkobler forbindelsen mellem pære og internettet og dermed de smarte funktioner. Nu skal man bruge telefonen eller snakke med den smarte assistent for at tænde og slukke for lyset.
Umiddelbart lyder det jo ikke til at være et problem, men mange vil nok have følelsen af, at det ikke er meget nemmere end bare at trykke på kontakten. Hvis din telefon for eksempel ligger i den anden ende af huset, føles det lidt som det modsatte af smart, når man skal slukke lyset.
Ligeledes skal man være sikker på, at Google assistenten hører ordentligt efter og gør som man siger.En anden løsning, som jeg personligt er mere fan af, er, at man køber smarte kontakter til sine smarte pære, som kan placeres, hvor man har mest brug for dem.
Det er en måde, hvor man slipper for at have telefonen med over alt i hjemmet, og ikke behøver at skulle tage fat i Google assistenten, hver gang man skal have tændt eller slukket lyset. Og modsat kontakterne på væggen, bliver signalet til pærerne ikke afbrudt, hvis man slukker på den smarte kontakt.
Mange vil nok have følelsen af, at det ikke er meget nemmere end bare at trykke på kontakten.
Se også: Guide til Samsung SmartThings
Forstå din smarte assistent
Jeg tror, at alle der ejer en Google Home og bruger Google assistenten, har været ude for, at den i perioder bare ikke gider at lytte til, hvad man siger. Enten har den bare lukket ned for al kommunikation eller også har den bare lige besluttet, at det man siger lige nu, ikke giver nogen mening overhovedet. Også selvom det var præcis den samme kommando, som man altid har brugt.
Der er som sagt tale om perioder, hvor dette er tilfældet. Men i disse perioder går alt fra smart til usmart på et splitsekund. Men sådan er det jo med gadgets generelt. Nogle gange vil de bare ikke lige, som vi vil. Men når vi har sat disse gadgets til at erstatte noget som allerede fungerede for at gøre det smartere, så bliver man lidt træt, når det ikke virker.
Hvis kommandoen ikke bliver sagt på den korrekte måde, så er det lige meget, om I har kendt hinanden i flere år.
Når man først modtager sin Google Home, bliver man optrænet i, hvordan man kommunikerer med assistenten, når den skal sættes op. Man skulle næsten tro, at det var assistenten, der skulle lære at forstå os og ikke omvendt. Jo, Google Assistant lærer vores stemmer bedre at kende over tid, men hvis kommandoen ikke bliver sagt på den korrekte måde, så er det lige meget, om I har kendt hinanden i flere år.
Jeg har i flere tilfælde stået i den situation, hvor min kæreste beder eller spørger Google Assistenten om noget, hvor den svarer: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig med det”. Jeg spørger så efterfølgende om fuldstændig det samme, men hvor jeg valgt at bytte lidt om på rækkefølgen – og det kan den minsandten godt forstå.
Det, jeg prøver at sige, er, at hvis man tror, at Google Assistenten bare gør som man siger, fordi det giver mening for en selv, så er jeg bange for, at man støder ind i problemer. Man skal på mange måder tilpasse sig assistenten og lære dens sprog, og det tager noget tid at lære. Jo mere avanceret ens smart home setup er, jo mere træning kræver det.
Nåh ja, husk lige at tal klart og tydeligt. Dansk mumlesprog er ikke assistent-venligt.
Se også: Smart hjem med Apple HomeKit
Når teknikken driller
En ting er, at den smarte assistent ikke gider at høre efter, eller at man skal omstille sig til at bruge smarte gadgets. Noget andet er, når de smarte enheder bare ikke gider at virke, som de skal. Jeg har en Samsung SmartThings bevægelsessensor placeret i min garderobe, som tænder lyset, når der er bevægelse.
Den skal så efterfølgende slukke, når der ikke har været bevægelse i tre minutter. Problemet, der opstår, er, at den efter tre minutter beslutter sig for at slukke lyset, selvom man stadig opholder sig i garderoben.
Selv hvis jeg står lige foran den og flagrer med armene, så vil den ikke erkende, at der er bevægelse. Jeg må derfor ty til stikkontakten som en anden hulemand. Hvis jeg derimod går ud af garderoben og kommer tilbage efter et par minutter, så tænder den lyset, som om intet var hændt.
Ude i mit køkken har jeg en række smarte spotpærer. En gang i mellem, uden nogen synderlig grund, er der én pære, som bare ikke vil slukke. Om jeg beder Google Assistenten, min Philips Hue app eller den smarte kontakt om at slukke lyset i køkkenet, så vil den sidste pære ikke slukke. Igen er stikkontakten den eneste løsning. Næste dag – ingen problemer.
Et sidste eksempel jeg vil fremhæve, er problemerne med casting – altså hvor du beder en højtaler eller et TV om at afspille musik eller en serie. Her oplever jeg en gang i mellem, at musikken stopper, og at jeg efterfølgende skal ind i Spotify igen og caste den musik, jeg vil afspille.
En gang i mellem, uden nogen synderlig grund, er der én pære, som bare ikke vil slukke.
Eller hvor enheden jeg vil caste til ikke fremstår som en mulighed, fordi … ja, hvem ved? En hurtig genstart af appen er ofte løsningen. Det kunne også være, at Chromecasten i fjernsynet mister forbindelsen til telefonen, der jo bruges som fjernbetjening, hvor man så skal prøve at finde ud af, hvordan man får kontrol over Chromecasten igen.
Nogle vil måske argumentere for, at en Chromecast som sådan ikke er et smart home produkt, men hvis du har højttalere med Google assisten indbygget og en Chromecast i dit TV, så vil det kunne indgå i rutiner og kommandoer og dermed være en del af hjemmets smarte system.
Se også: Smart hjem med Google Home og Assistant
Problemer med det smarte hjem
- Købe nogle smarte kontakter og placere dem strategisk
- Overveje om du har brug for kontakter, der skal kunne styre flere ting – eksempelvis SmartThings knappen
- Oplære assistenten til at genkende din stemme. Dette gøres i Google Home appen
- Nulstille højtaleren og integrere den på ny i Google Home appen
Fordele ved det smarte hjem
Jeg skylder at understrege, efter alt galden er kommet ud, at jeg er rigtig glad for mine smarte gadgets og jeg er generelt glad for, hvordan enhederne spiller sammen i vores hjem. Men det kommer altså med en hel del tålmodighed og teknisk snilde.
Ikke desto mindre kan man altså, når de største udfordringer er overstået, få nogle ret fede rutiner, scenarier og vaner op at køre. For mit vedkommende har det givet en lettere hverdag – bilder jeg mig selv ind i hvert fald…
Se også: De bedste robotplæneklippere
Lys betyder noget
Det kræver ikke mange minutter på nettet for at finde ud af, hvor meget lys påvirker os. Netop dette har også været katalysatoren for, at det smarte hjem overhovedet kom på tale hjemme hos mig.
I alt er det blevet til seks pærer og en 10 meter lang lightstrip fra Philips Hue, der er fordelt på stue, entre, badeværelse og soveværelse. Ude i køkkenet er der udstyret med otte pærer fra IKEAs Trådfri serie, da jeg mente at prisen på en GU10 spotpære fra Philips Hue simpelthen var for høj. Alt lys fra Philips Hue kan naturligvis skifte farve og skrue op og ned for lysstyrken – i køkkenet kan vi kun ændre på lysstyrken.
Lysets påvirkning af rummet og dermed stemningen, var noget af det, som fik min bedre halvdel overbevist om, at et smarthome godt kan bidrage med noget nyt og bedre til hverdagen.
Om morgen har vi et bestemt lys, der sætter lige præcis den varme, vi gerne vil stå op til og giver en god stemning ved morgenbordet. Hvis jeg arbejder hjemme, sætter jeg lyset til at være mere koldt for at skabe et miljø, hvor koncentrationen kan dominere. Det er blot et par af de scener, vi har lavet hjemme hos os.
Lyset kan naturligvis skiftes på telefonen, via Google assistenten eller med den indstillede Niko Hue knap, som har pågældende scener registeret på knapperne – sidstnævnte er min fortrukne metode.
Lysets påvirkning af rummet og dermed stemningen, var noget af det, som fik min bedre halvdel overbevist om, at et smarthome godt kan bidrage med noget nyt og bedre til hverdagen.
Og så er det også bare sjovt, når man kan gøre hele hytten helt grøn, rød, blå eller blande hvad man nu kan finde på. Det har givet masser af sjov og hygge til legeaftaler med ungerne og kan bruges som et lille party trick, når der er gæster.
Se også: Sparetips til de smarte hjem
Knapper med flere funktioner
Samsung SmartThings spiller også en rolle i kontrol af lyset. Med SmartThings knappen kan jeg med ét tryk tænde/slukke for lyset i soveværelset, ved to hurtige tryk tændes lyset i soveværelset med svag lysstyrke og til sidst kan et langt tryk sørge for, at alle lamper i hjemmet bliver slukket.
Jeg vil faktisk vove den påstand, at uden en erstatning for de fysiske kontakter, vi har siddende fast på væggen, vil oplevelsen med smart belysning aldrig blive helt gennemført.
Knappen er placeret på sengens kant, og kan dermed tilgås fra sengen. Det er faktisk en rigtig fed følelse, at jeg ikke skal til at gå runden i hjemmet og slukke for alt lyset – det gør jeg fra min seng, når jeg ligger ned.
En af de helt store fordele ved smarte kontakter, udover at de selvfølgelig kan programmeres til en masse forskelligt, er, at de kan placeres, hvor i hjemmet man ønsker. Her kommer vi tættere på ønsket om, at teknologien tilpasser sig vores vaner, da det som nævnt tidligere plejer at være den anden vej.
Jeg vil faktisk vove den påstand, at uden en erstatning for de fysiske kontakter, vi har siddende fast på væggen, vil oplevelsen med smart belysning aldrig blive helt gennemført.
Fokus på komfort
Et smart home handler måske for mange, inklusiv mig selv, til dels om lir og at lege med gadgets, bare fordi man kan. Men der, hvor det for alvor begynder at give mening at spendere flere penge til at udvide sortimentet af smarte produkter, er, når man kan få komforten i fokus.
Jeg talte tidligere om lyset, der har en bestemt glød om morgen, hvilket jo også er en form for komfort. Lige her tænker jeg dog mere på den dovne form for komfort – altså hvor man skal gøre så lidt som muligt.
Vores seng har elevation. Ikke noget smart i det. Men det er faktisk sådan, at den er koblet op på wifi, så man kan styre elevationen med telefonen. På telefonen kan du så gemme din favorit position for hver enkelt del, der styres af motorene. Helt specifikt vil dette blive brugt til, at min kæreste kan amme vores nyfødte barn i præcis den position, som hun foretrækker. Og komfortabelt bliver det så, når dette skal foregå om natten, hvor man ikke gider at ligge og rode rundt med en fjernbetjeningen og justere med et barn i armene.
Jeg savner dog, at den også ville kunne kobles med IFTTT, SmartThings eller Google assistenten, så man slipper for at tage telefonen frem – det har jeg naturligvis skrevet til producenten!
Indeklima og sundhed
Indeklimaet er også noget, vi går op i, og især om vinteren er det vigtigt for os, at temperaturen og udluftningen bliver vedligeholdt. Med et par Tado termostater har vi mulighed for at regulere temperaturen, sådan at vi altid har de antal grader, vi bedst kan lide.
Problemet, som Tado med deres nye kollektion løser, er, at selve termostaterne måler temperaturen i rummet. Men da de sidder på radiatorerne, kan de ikke rigtig afmåle temperaturen ordenligt – eksempelvis i den anden ende af rummet. Det kan de nye temperatursensorer gøre – men dem har jeg ikke lige nu.
Her kommer min Samsung SmartThings på banen. Mange af SmartThings produkter har en indbygget termostat, og de er strategisk placeret således, at de netop kan afmåle temperaturen, hvor termostaterne ikke kan. Når det bliver for koldt, giver SmartThings besked til Tado om, at temperaturen skal op. Vi skal altså ikke være bange for at komme hjem til en kold lejlighed eller tænke over at skrue på termostaterne.
Dit smarte hjem?
Vores vaner og behov er forskellige. Her har I fået et lille indblik i, hvordan det står til hjemme hos mig, og hvad jeg vurderer, er fordele og ulemper ved det smarte hjem.
Jeg og resten af redaktionen kunne godt tænke os at høre mere om, hvordan du får det smarte hjem til at fungere, og om du oplever nogle klare fordele og ulemper. Spørgsmål vedrørende dette er naturligvis også velkomment, og hvis ikke vi kan besvare det, er der sikkert en masse kloge læsere, der kan hjælpe til. Du kan skrive en kommentar under artiklen.