Test af Xiaomi Mi 11 – Hurtigere og billigere topmodel
Xiaomi Mi 11 er et spændende alternativ til nogle af de bedste telefoner på markedet, men er den et bedre valg? Vi har haft Xiaomi Mi 11 til test og her er vores dom over den.
Det er fedt at se smartphonemærket Xiaomi blive mere og mere tilgængeligt rundt omkring – også i Danmark. Både fordi det giver flere valgmuligheder for mobilkunderne, og fordi det skaber konkurrence blandt producenterne. Og når det kommer til konkurrence, så går Xiaomi all-in. De er nemlig kendt for at levere højkvalitets produkter til den lavest mulige pris. Xiaomi Mi 11 er dog ikke en billig telefon. Med en vejledende pris på 6.290 kroner blander Xiaomi Mi 11 sig med nogle af de bedste telefoner på markedet; Samsung Galaxy S21+, OnePlus 8 Pro, Sony Xperia 5 II og mange flere.
Vi har tidligere testet den billigere Xiaomi Mi 10T Pro, som vi var meget imponerende over. Men kan Xiaomi være med, når prisen går op? Hvor er Xiaomi Mi 11 god og hvor har den det svært? Det er netop hvad vi finder ud af i denne test.
Se også: Sammenlign priser på Xiaomi-telefoner
Fordele og ulemper ved Xiaomi Mi 11
Fordele:
- En stor flot skærm med 120 Hz
- Blandt de hurtigste telefoner lige nu
- Hovedkameraet leverer flotte billeder
- Nydeligt, men også lidt anonymt design
- Fornuftig batteritid og hurtig opladning
- Simpel brugerflade
Ulemper:
- Ingen IP-certificering
- Ingen telefoto
- Aggressiv strømstyring
- Brugerfladen har små fejl her og der
- Ingen plads til microSD
Designet på Mi 11
Når det kommer til designet på Xiaomi Mi 11, så er det ikke fordi den er revolutionerende – og faktisk skuffer den på et enkelt område. Der er dog ingen tvivl om, at Mi 11 er en flot telefon, som er både stilet af se på og godt bygget. Xiaomi kan virkelig det der med at samle deres telefoner. Når det kommer til udseendet, så ærger jeg mig over, at de ikke har været bedre til at gemme CE-mærkningen væk – den pryder ikke bagsiden.
På trods af at Xiaomi Mi 11 har en stor skærm, så føles den ikke så stor i hånden. Og den ligger stadig rigtig godt, på grund bagsiden som buer ind ved telefonens ramme. Desværre buer skærmen også ind, så der er ikke meget greb i selve rammen. Faktisk føles den meget som en Huawei Mate 20 Pro fra 2018, hvor flere andre smartphoneproducenter begynde at bevæge sig væk fra de buede skærme.
Xiaomi Mi 11 måler 164.3 x 74.6 x 8.1 millimeter og vejer 196 gram, hvilket er imponerende hvis man tager i betragtning, at skærmen er 6,81 tommer og batteriet er på 4600 mAh. Bagsiden er i et mat design, hvilket for det meste gemmer fingeraftryk godt væk, men til gengæld er den også glat. Vil man gerne passe ekstra godt på den og samtidig få et bedre greb, så medfølger der et silikonecover – kvaliteten er dog ikke i top, så jeg endte med at tage det af.
Oplåsningen af Xiaomi Mi 11 sker enten via fingeraftryk eller ansigtsoplåsning. Jeg valgte fingeraftryk, da dette er den sikreste løsning i dette tilfælde. Fingeraftrykslæseren sidder i skærmen og er både hurtig og pålidelig. Kun få gange har jeg måtte prøve igen.
Xiaomi Mi 11 er beskyttet med nyeste Gorilla Glass Victus foran og en ældre Gorilla Glass 5 på bagsiden. Den er derimod ikke blevet udstyret med en IP-certificering, så pas på med vand og støv. Knapperne sidder de rigtige steder, den virker solidt bygget og er nydeligt at se på. Xiaomi har gjort det godt med designet på Mi 11. Jeg ville dog ønske, at der var noget der sagde “det her er en Xiaomi Mi 11”, for den er ret så anonym blandt de mange telefoner på markedet.
Se også: Telefoner med den bedste byggekvalitet og holdbarhed
Specifikationer på Xiaomi Mi 11
Specifikationer på Xiaomi Mi 11 | |
Mål og vægt | 164.3 x 74.6 x 8.1 mm
196 gram |
Skærm | 6,81″ AMOLED 120Hz
20:9 format i 1440 x 3200 Corning Gorilla Glass Victus |
Chipset | Snapdragon 888 5G |
Batteri | 4600 mAh
55W hurtig opladning 50W trådløs opladning |
RAM | 8-12 GB |
Lagerplads | 128-256 GB UFS 3.1 |
Kamera | Hovedkamera: 108MP f1,9, OIS
Ultra Vidvinkel: 13 MP f2,4, 123 grader Makro: 5 MP, f2,4 Frontkamera: 20 MP, f2,2 |
Software | Android 11, MIUI 12 |
Andet | 5G-modem
Stereohøjtalere WiFi 6 Fingeraftrykslæser i skærmen Bluetooth 5.2 |
Skærm, ydelse og lyd
Når det kommer til skærm, ydelse og lyd, så er Xiaomi Mi 11 med helt i toppen. Lad os starte med ydelse, hvor den imponerer mest. I Xiaomi Mi 11 sidder nemlig det nye Qualcomm chipset Snapdragon 888, som er deres topmodel, og som man kun finder i ganske få andre telefoner endnu. Det betyder, kort sagt, at der er smæk på. Af alle telefoner vi har testet, så er denne blandt de tre hurtigste, hvilket er ret imponerende. I en Geekbench test får den 1124 point i single-core og 3697 point i multi-core, hvor OnePlus 8 Pro må nøjes med 879 og 3067. Ydelsen på Xiaomi Mi 11 er tæt på identisk med den vildeste nye gamingtelefon fra ASUS, ASUS ROG Phone 5. Så man får altså ikke bedre ydelse i en Android-telefon lige nu. Kan man så mærke den hurtige ydelse til hverdag? Jeg kan ikke mærke forbedringen fra sidste års topmodeller, men jeg kan derimod sige, at Xiaomi Mi 11 er utroligt hurtig, og har alle de hestekræfter den har brug for nu og lang tid fremover.
Se også: De hurtigste telefoner på markedet
Skærm i topklasse
Skærmen er en 6,81 tommer AMOLED i en opløsning på op til 1440 x 3200 pixel. Den er HDR10+ certificeret og har en maksimum lysstyrke på hele 1.500 nits. Skærmen fylder ekstremt meget af fronten på telefonen, hvor der kun ses lidt ramme i top og bund. Jeg er ikke fan af den måde skærmen er afrundet i hjørnerne, men det er en mindre ting. Generelt er det en fremragende skærm, som er svær at sætte en finger på. Den er lysstærk, har masser af farve, skarp og også hurtig. Skærmen understøtter nemlig op til 120 Hz-opdateringsfremkvens. Det betyder at billedet opdateres 120 gange i sekundet, hvor den typiske mobilskærm gør dette halvt så meget. Og det kan mærkes. Med alle de hestekræfter bag, en hurtig skærm og veloptimeret software, så føles Xiaomi Mi 11 som en af de medst flydende og hurtige telefoner på markedet.
Og der er lagt an til en god multimedieoplevelse, for Mi 11 har også nogle ret fornuftige stereohøjtalere. De spiller både høj og klart og er blandt de bedre. Når de kommer til trådløse forbindelser, så har Mi 11 også gjort det ganske godt. Opkald, mobildata, bluetooth, Wi-Fi og NFC har fungeret helt problemfrit.
Se også: Telefoner med de bedste skærme
MIUI 12 – på godt og ondt
MIUI er brugerfladen på Xiaomis telefoner og 12 er versionen. MIUI 12 er baseret på nyeste Android 11 – og jeg både elsker og hader det. Hader det er et stærkt ord, men lad mig uddybe. Nu har jeg prøvet MIUI på både Xiaomi Mi 10T Pro og Mi 11 og kender det derfor ganske godt efterhånden.
MIUI er både hurtigt og pænt. Animationer er flydende, der er gode genveje, det er simpelt opbygget og det virker ikke til at være krævende for både chipset og batteri. Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme, at det også er hurtigt. For det meste da.
For min oplevelse er, at MIUI er lidt for aggressivt, når det kommer til strømstyring og app gemt i RAM-hukommelsen. Der er rigeligt med RAM-hukommelse i denne telefon, men alligevel bliver apps fjernet relativt hurtigt, hvilket betyder de skal åbnes forfra igen – og det er både langsomt og besværligt for brugeren. Dernæst bliver programmer lukket ned i baggrunden, selv når det drejer sig om apps der streamer musik. Lytter jeg til Youtube Musik eller DR Lyd, så lukkes appen pludselig ned. MIUI har en indbygget “smart” batterisparer, som identificerer apps og giver dem en passende profil, men det virker altså ikke altid korrekt. For at undgå dette, så skal man manuelt ind under de ramte apps og vælge “ingen restriktioner”. Og det er altså ikke specielt brugervenligt.
Derudover er der småfejl i softwaren, som ved fx hurtigsvar og manglende notifikationer, som ødelægger noget af oplevelsen. Generelt er jeg dog ret vild med MIUI – det mangler bare lige den sidste finpudsning.
Batteri og opladning
Batteriet i Xiaomi Mi 11 er på fornuftige 4600 mAh, hvilket er i omegnen af hvad konkurrenterne også byder på. Hvad konkurrenterne derimod ikke byder på, er en vanvittig 50W trådløs opladning. Desværre har vi ikke haft mulighed for at prøve dette, da det kræver en speciel oplader fra producenten. Vi har prøvet os frem med OnePlus Warp Charge Wireless oplader, men der går det ikke imponerende hurtigt.
Og de 4600 mAh gør det ganske fornuftigt. Xiaomi Mi 11 bruger meget lidt strøm, når den ligger i standby – hvilket sikkert skyldes dens aggressive strømstyring. I brug er det dog en anden oplevelse. Jeg har langt det meste af tiden brugt den i 120 Hz-skærmopdateringshastighed, hvilket har tæret på batteriet – mere end det burde. Det betyder, at jeg har sluttet dagen med omkring 20 procent tilbage. En dag med kun 60 Hz-skærmopdatering viser dog, at der her kan spares rigtig meget på batteriet. Den dag sluttede med omkring 50 procent. Skærmen i Mi 11 kan desværre ikke selv tilpasse frekvensen til indholdet der bliver vist, hvilket betyder, at 120 Hz æder batteriet. Personligt ville jeg dog altid vælge 120 Hz, selvom det er hårdt ved batteriet.
Heldigvis går opladningen utroligt tjept. Der medfølger en 55W kablet oplader, som tager batteriet i Mi 11 fra 0-100 procent på under 50 minutter. Hvad der er mere imponerende er, at den går fra 0-80 procent på bare 30 minutter.
Se også: Telefoner med længste batteritid
Et godt kamera med mangler
I denne prisklasse finder er der enorm stor konkurrence – specielt når det kommer til kameraet. Her finder man nogle af de absolut bedste kameratelefoner, som fx Samsung Galaxy S21. Kan Xiaomi Mi 11 være med? Både og. Lad os først tage et kig på kamerahardwaren:
- Hovedkamera: 108 megapixel, f/1,9 med optisk stabilisering
- Ultra vidvinkel: 13 megapixel, f/2,4, 123 grader synsfelt
- Makrokamera: 5 megapixel, f/2,4
- Frontkamera: 20 megapixel, f/2,2
Vi har igen med en voldsomt stor 108 megapixel hovedsensor, som benytter pixel-binning. Og lad mig starte med at sige, at hovedkameraet gør det utroligt godt. Lidt samme historie fra Mi 10T Pro, men det leverer velbalancerede billeder i dagslys, med denne rette mængde af farve, skarphed og dynamisk rækkevidde. Når det kommer til natfotos, så er den ikke helt på højde med flere af konkurrenterne, men gør det udmærket. Portræt gør den også godt, men her undrer jeg mig stadig over de mange skønhedsfunktioner, som man manuelt skal slå fra. Selvom man trykker nulstil, så er flere af dem stadig aktive. Det dur måske i Asien, men bestemt ikke her.
Ultra vidvinkel gør det også fornuftigt og det samme med telefoto. Hvad der dog undrer mig er, at der ikke er en telefotolinse i Mi 11. Den havde jeg gerne taget i stedet for et tæt på ubrugeligt makrokamera. Men her får man altså kun en 2x zoom.
Jeg er virkelig vild med hovedkameraet på denne telefon, og er det også det man ender med at bruge 90 procent af tiden. Det er ærgeligt der ikke er en bedre farvebalance mellem ultra vidvinkel, hovedkamera og de 2x zoom. Er dette det bedste kamera i prisklassen? Nej, det er det ikke, men det er ganske udmærket og jeg tror du bliver tilfreds med det. Jeg ville dog til enhver tid tage kameraet i Samsung Galaxy S21 fremfor dette. Kameraet i Xiaomi Mi 11 har dog en fordel, og det er nogle meget naturlige farver, hvor flere producenter har det med at overdrive.
Se også: De bedste kameratelefoner på markedet
Her er billeder taget med Xiaomi Mi 11:
Konklusion: Køb du bare en Xiaomi Mi 11
Er du fristet af en Xiaomi Mi 11, så tror jeg ikke du fortryder et køb af den. Med en vejledende pris på 6.290 kroner, så er den en dyr telefon, men den er samtidig også noget af det hurtigste på markedet. Xiaomis tilgang til software er anderledes og et friskt pust, hvor der er også plads til forbedringer her og der.
Xiaomi Mi 11 har en fremragende skærm, fornuftig batteritid med en ekstremt hurtig opladning samt et nydeligt og velbygget ydre. Vil du have noget anderledes, noget andet end det alle andre går rundt med, så er Xiaomi Mi 11 et fremragende bud. Den kan ikke helt være med de bedste, når det kommer til kameraet – men den er heller ikke meget langt fra. Er prisen i overkanten, men lyder Xiaomi spændende, så er den billigere Xiaomi Mi 10T Pro også et godt bud. Jeg glæder mig allerede til at teste en Xiaomi igen.
Xiaomi Mi 11 lander i test på karakteren 5 ud af 6.