Huawei Watch 3 er officielt med eSIM og HarmonyOS
Huawei er endelig klar med et nyt smartwatch, som skal tage over for Watch 2, der blev lanceret tilbage i 2017. Huawei har udgivet smartwatches siden da, men meget af indmaden og funktioner har været identisk. Huawei Watch 3 kommer indbygget eSIM, så man kan bruge det uden en smartphone, samt det helt nye operativsystem, HarmonyOS 2.0.
Der er faktisk to modeller af Huawei Watch 3, nemlig Watch 3 og Watch 3 Pro. Ved første øjekast er det svært at se forskel på dette og tidligere ure fra Huawei, men der gemmer sig mere nyt under skærmen. Nu hvor jeg har nævnt skærmen, så er dette en 1,43 tommer OLED-skærm med en 60 Hz-opdateringshastighed og en lysstyrke på op til 1.000 nits. Skærmen går næsten helt ud til kanten, hvilket ser utroligt godt ud og får det til at ligne et traditionelt armbåndsur mere.
Se også: Følg med i Huaweis store HarmonyOS-event her
Huawei Watch 3 bruger HarmonyOS 2.0
Huawei Watch 3 er blandt de allerførste produkter fra Huawei, som benytter deres nylancerede platform, nemlig HarmonyOS. Det skulle, ifølge producenten, være et operativsystem til mange typer enheder. Det kan anvendes på enheder, som bruger helt ned til 128 KB RAM. Der må dog være forskel på HarmonyOS-softwaren til tablets, smartphones og smartwatches, som vi nok vil lære mere om i den nærmeste fremtid. I hvert fald byder Huawei Watch på en ny brugerflade, som man blandt andet kan styre med en digital krone – meget lig Apple Watch. Huawei lover en batteritid på tre dage, med 4G aktiveret. Batteritiden kan strækkes til 14 dage med en batterisparefunktion. Uret oplades trådløse med en almindelig Qi-oplader.
Huawei Watch 3 Pro tilbyder op til 5 dages batteritid og kommer i et mere eksklusivt design, med brug af titanium.
Når det kommer til træning, så burde de fleste være dækket ind på Huawei Watch 3. Her finder man op til 100 forskellige træningstyper, pulsmåling, Sp02-måling, søvntracking og meget mere.
Se også: Find og sammenlign priser på smartwatches
Watch 3 fungerer uafhængigt af smartphone
Med flere nyheder ombord i Watch 3, skulle det fungere uafhængigt af en telefon. Her er det blandt andet en indbygget appbutik (AppGallery) samt “plads” til eSIM og streaming af musik. Med eSIM kan man foretage opkald og modtage notifikationer, uden at være forbundet til en smarphone. Der kan streames musik direkte fra Huawei Music og der kan hentes apps gennem AppGallery. Der var dog ingen informationer omkring tredjeparts-apps.
Pris på Huawei Watch 3?
Der er endnu ingen dansk pris på Huawei Watch 3 og 3 Pro. Det oplyses at Huawei Watch 3 koster 350 pund og Watch 3 Pro 500 pund. Det er tilgængeligt i England fra 28. juni. Vi opdaterer artiklen, når vi har en dansk pris.
Se også: Test af Huawei Watch GT2 Pro