Beoplay EQ er B&Os første trådløse in ear-høretelefoner med ANC
Danske B&O er nu klar med det første sæt trådløse høretelefoner med aktiv støjreduktion. Mød de nye Beoplay EQ.
Beoplay EQ er i og for sig ikke så meget anderledes end mange andre trådløse earbuds. Grundidéen er den samme med to små høretelefoner, som kan opbevares i et lille etui. Men som altid med produkter fra B&O er der i de nye Beoplay EQ lagt vægt på især design og lydoplevelsen.
Minimalistisk design med materialer af høj kvalitet
Lad os starte med designet. De trådløse høretelefonerne har, traditionen tro, et stilrent og minimalistisk design, der kan fås i to farver: Black Anthracite og Sand Gold Tone. Høretelefonerne har det, som B&O kalder ørefinner af anodiseret aluminium – altså de berøringsfølsomme blanke overflader på siden af høretelefonerne – lidt i stil med Jabras trådløse earbuds. Dertil har de ørepropper af silikone i fire forskellige størrelser.
Etuiet er udført i aluminium med en gummibelagt base, som gør det muligt at oplade etuiet trådløst med Qi-opladning. Det kan naturligvis også oplades med det medfølgende USB-C-kabel.
Læs også: Stort prisfald på Beoplay E8 3.gen trådløse øretelefoner
Første trådløse in ears med aktiv støjreduktion
B&O har i forvejen de trådløse høretelefoner E8, men de har ikke ANC, som holder al omgivende støj ude. Det har de nye Beoplay EQ til gengæld.
Den aktive støjreduktion sikres ved brug af hele seks mikrofoner. Beoplay EQ har også retningsbestemt beamingforming-teknologi, som gør, at din stemme hele tiden går klart og tydeligt igennem under opkald eller lyd- og videooptagelser.
Der er også understøttelse af transparency mode, som gør det muligt at høre dine omgivelser. Det kan være praktisk, hvis du for eksempel cykler med musik i ørerne.
Høretelefonerne har strøm nok til 6,5 timers afspilning med aktiv støjreduktion aktiveret, mens der er strøm til 7,5 timer uden ANC aktiveret. Det er muligt at tilføje to timers ekstra afspilning ved at oplade høretelefonerne i etuiet i 20 minutter. Selve etuiet kan oplades på 1 time og 40 minutter med kabel, og dets batteri på 340 mAh giver nok strøm til i alt 20 timers afspilning.
Læs også: Beoplay HX lanceret: Bedre lyd, ANC og komfort
Bang & Olufsen Signature Sound
Beoplay EQ er udstyret med højtalerenheder på 6,88 millimeter med et frekvensområde på 20 til 22.000 Hz. Den maksimale lydsstyrke er 107 dB, og der er understøttelse af lydcodecene aptX Adaptive, AAC og SBC.
Ifølge B&O kan du forvente Bang & Olufsen Signature Sound – nærmere bestemt en præcis, autentisk og kraftfuld lyd fra de nye earbuds.
B&O Beoplay EQ: Pris og tilgængelighed i Danmark
B&Os nye trådløse Beoplay EQ-høretelefoner kan købes i Danmark fra den 19. august 2021. Den vejledende danske pris er 2.999 kroner. Dermed er de altså lidt dyrere end 3. generations Beoplay E8, som koster 2.750 kroner.
På B&Os hjemmeside kan du skrive dig op, så du får besked, så snart de er på lager.
Læs også: Nothing ear (1): Transparente trådløse øretelefoner til skarp pris