USA indfører obligatorisk anti-spritkørseltest i biler
Det er ikke helt let at stoppe andre personer fra at køre spritkørsel. Udover fysisk at tage nøglerne fra dem, er der ikke så meget at stille op. Kongressen i USA har dog indført et nyt krav til bilproducenterne, nemlig at de implementerer teknologi, der skal forhindre spritkørsel i deres biler, så bilerne simpelthen ikke kører nogen steder, hvis føreren er beruset.
Biler skal udstyres med alkoholmåler i USA
Det amerikanske Transportation Department forventes at benytte den bedst mulige teknologi til dette og det hele forventes at træde i kraft fra 2026.
Det betyder, at køretøjer solgt efter den tid skal have teknologien installeret på forhånd. Der findes allerede teknologi, der kan måle mængden af alkohol i en persons blod, inden de kan starte bilen, men den er i langt de fleste tilfælde frivillig.
I USA er det dog et krav for dem, der er blevet sigtet eller dømt for spritkørsel.
Se også: Alt du skal vide om elbiler
Planer i gang siden 2008
Den amerikanske regering har haft planerne om et krav i støbeskeen mindst siden 2008, men nu er fremtidsudsigten mere konkret.
Det er endnu uvist, hvilken teknologi der ender med at blive brugt. Visse mener, at der kan blive tale om infrarøde kameraer, der allerede bruges af visse bilproducenter, og som er designet til at tracke førerens opmærksomhed.
Også herhjemme kan spritbilister få mulighed for en betinget køretilladelse, hvis de får installeret en alkolås i bilen. Alkolåsen måler førerens promille med et alkometer og aktiverer en startspærrer, hvis der er for meget alkohol i systemet.
Hvis spritdømte ønsker at tage sådan en alkolås i brug, skal denne acceptere at gå i alkoholbehandling, ligesom vedkommende selv skal finansiere alkolåsen. Den koster omkring 25.000 kroner.
Se også: Nyheder om biler og sikkerhed