Kan man flytte chathistorik i WhatsApp mellem Android og iOS?
Hvis man har planer om at skifte fra iOS til Android eller omvendt, så er der nogle der ikke orker det, hvis man ikke kan få indhold fra særlige tjenester flyttet med over. Det er ikke altid muligt, når man skifter mellem iOS og Android. Særligt med beskedtjenester kan det være ærgerligt at miste historikken. Nu ser det dog ud til, at WhatsApp snart gør det muligt at skifte problemfrit mellem iOS og Android.
Få WhatsApp med ved skifte mellem iOS og Android
Udviklerne hos WhatsApp er nemlig endelig ved at være klar med muligheden for at udveksle chathistorik mellem iOS- og Android-enheder. Det viser en kildekode fundet i WhatsApp 22.2.74 beta til iOS
Det lader dog desværre til, at selve processen ikke bliver af den enkle variant. For at kunne foretage overførslen mellem de to enheder, skal begge enheder have appen installeret, og for at kunne overføre, er det formentlig nødvendigt at bruge et kabel eller en privat Wi-Fi forbindelse.
Hvis vi skal sammenligne med andre chatprogrammer, bruger de Google Drive, iCloud eller en egen cloudtjeneste til at gemme og synkronisere brugerdata.
Se også: Skift til Android fra iPhone
I dag kun muligt med Samsung
Som det er i dag, er man nødt til at have en enhed fra Samsung for at kunne synkronisere WhatsApp-data mellem en iOS- og en Android-telefon, og så fungerer det tilmed kun den ene vej nemlig fra en iPhone til en Samsung via et kabel og ved hjælp af Samsungs SmartSwitch-app.
Det bliver helt klart værdsat, når det også bliver muligt mellem andre enheder.