Qualcomm bekræfter: Samsung Galaxy S23 får udelukkende Snapdragon
Til februar er det højst sandsynligt tid til næste generation i Samsungs Galaxy S-serie, nemlig Galaxy S23. Ifølge de seneste rygter kan 2023 blive året, hvor alle modeller i serien lanceres med samme chipset på globalt niveau.
Rygtet om en S23-serie udelukkende med chipsets fra Snapdragon har floreret i månedsvis og ved det seneste såkaldte earnings call fra Qualcomm bekræftede chipproducenten mere eller mindre, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Se også: Test af Samsung Galaxy S22
Tager de sidste 25 procent af Galaxy S23-serien
Under selskabets Q4 earnings call bekræftede CFO Akash Palkhiwala forventningerne om en stærk anden halvdel af marts kvartalet, Q1, 2023, hvilket tidsmæssigt falder sammen med de første måneders salg af Galaxy S23-serien.
Han bekræftede også, at Qualcomm er gået fra en andel på 75 procent af chipsets i Galaxy S22-serien til en global andel. Det betyder oversat til almindeligt dansk, at Qualcomm skal levere chips til alle modeller i S23-serien.
Alle de tre telefoner i Galaxy S23-serien, S23, S23+ og S23 Ultra, har allerede været gennem Geekbench udelukkende med den omtalte Snapdragon Gen 2 chip.
Se også: Priser på Samsung Galaxy S22
Bekræfter flerårigt samarbejde
Qualcomms CEO, Cristiano Amon har bekræftet et flerårigt samarbejde med Samsung, hvor alle premium Galaxy-telefoner fra Samsung globalt skal have Snapdragon-chips.
“Inden for mobiltelefoner indgik vi en ny flerårig aftale med Samsung, som udvider brugen af Snapdragon-platforme til fremtidige premium Samsung Galaxy-produkter på verdensplan.”
Kritik af Samsung Exynos på Galaxy S22
Et rygte fra forrige måned hævdede, at det stadig ikke er udelukket, at der kan komme en Galaxy S23 med Exynos-chips, trods skuffelse fra Samsung MX (Mobile eXperience)-afdelingen over Samsungs egne Exynos-chips.
Der har været et par yderst kritiske problemer med Samsung Galaxy S22-versionen med Exynos. Samsung har været nødt til at nedjustere ydeevnen af frygt for overophedning og for at forlænge batteritiden og GPS’en har ikke fungeret optimalt. Begge dele kastede negativ omtale af sig og det skulle angiveligt have fået Samsung til at vælge at satse 100 procent på Snapdragon.