Den kinesiske batteriproducent Sunwoda melder om store fremskridt med deres seneste solid state-battericelle, Xin Bixiao.
Nyheden lover meget lang rækkevidde og ekstrem sikkerhed, men et kig bag kulisserne viser, at tålmodighed stadig er en dyd.
Ekstrem varme og 1.000 kilometers rækkevidde
Ræset for solid state-teknologien kører i absolut højeste gear for tiden, og der går efterhånden ikke en uge, hvor vi ikke hører om et nyt teknologisk gennembrud.
Denne gang er det Sunwoda, der fremviser en 20 Ah polymer-kompositcelle med en nano-siliciumanode. Cellen har bestået en hård test ved 200 graders varme uden at eksplodere eller bryde i brand, hvilket understreger den høje sikkerhed i kemien.
Samtidig praler producenten med en energitæthed på over 400 Wh/kg, hvilket ifølge selskabet kan omsættes til over 1.000 kilometers rækkevidde i en elbil.
Levetiden imponerer ligeledes på papiret med over 1.200 ladecyklusser, svarende til ti års kørsel med et solidt årligt kørselsbehov.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologiEt stykke vej til de almindelige familiebiler
I alt det her er det dog afgørende at huske på, at solid state-batterierne ikke vil være at finde i elbiler, du rent faktisk kan købe, i flere år frem.
Testene er udelukkende foretaget på enkeltceller i laboratoriet og ikke i en komplet batteripakke i en rigtig bil. Alligevel fortæller nyheder som disse meget om, hvor vi er på vej hen med elbilteknologien i de kommende år – og derfor er det interessant at følge med i.
Sunwoda arbejder ganske vist på en pilotlinje med en kapacitet på 0,2 GWh næste år, men det rækker kun til omkring 2.700 biler årligt og er blot en dråbe i det globale elbilhav.
Der er først og fremmest tale om tidlige test af prototyper. Når teknologien omsider rammer asfalten, vil vi i første omgang se den blive brugt i de absolut dyreste luksus-elbiler, robotter samt specialfartøjer og elektrisk luftfart, hvor vægt betyder alt og prisen er sekundær.
Derefter venter en længere årrække, hvor de eksotiske solid state-batterier vil leve side om side med velkendte og prismæssigt overkommelige teknologier som LFP og NMC.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil