Microsoft indrømmer: Slut med Windows til smartphones
Microsofts Windows 10 Mobile, styresystemet til smartphones, har længe været i krise og måtte i år se sig sygne hen til mikroskopiske markedsandele. Og det vil forblive sådan, for nu trækker Microsoft officielt stikket til styresystemet.
I en stribe tweet fra Microsofts vicepræsident, Joe Belfiore, bekræfter nu skriften på væggen og slår de sidste ligkistesøm ind: der vil ikke blive udviklet videre på Windows 10 Mobile. Det skriver the Verge.
I et tweet understreger han, at Windows Phone fortsat vil blive understøttet, men at selskabet nu skifter til et support regime fremfor aktivt at udvikle på platformen.
”Vi vil naturligvis fortsat supporte platformen med fejlrettelser og sikkerhedsopdateringer [..] men der vil hverken udvikles ny software eller hardware til platformen ” skriver vicedirektøren.
Al håb synes derfor at være ude for den længe rygtede Surface-telefon.
Se også: Nu opdaterer Microsoft ikke længere Windows Phone 8.1
Årsag: For får apps og brugere
Efter en periode med massefyringer i udviklingsteamet og gradvis afvikling af platformen er det altså endegyldigt slut for Microsoft Windows 10 Mobile. Forårets Windows-opdatering vil altså blive den sidste af sin slags.
Styresystemet debuterede i 2010 med Windows Phone 7, som dengang byggede ovenpå Windows Mobile-platformen som trækker rødder helt tilbage til 2000.
Som styresystem til smartphones opnåede Windows dog aldrig den kritiske masse af forbrugere og app-udviklere til at systemet kunne konkurrere med alternativerne fra Apple og Google.
Særligt manglende opbakning blandt udviklere og forbrugere bliver fremhævet som årsagen til Windows Phone og Windows Mobiles deroute. Til trods for både support og økonomiske incitamenter til udviklere formåede Microsoft ikke at tiltrække nok udvikling til platformen som nu går endegyldigt til grunde.
” Vi har arbejdet MEGET hårdt på at tiltrække udviklere. Vi har betalt dem, endda skrevet apps for dem, men der var bare for få brugere til at de ville investere i platformen.” lyder forklaringen fra Joe Belfiore.
I stedet vil Microsoft satse på at bringe deres øvrige økosystem af apps som Office og Edge til både iOS og Android.
Læs også: Microsoft stopper med at opdatere smartphones til Windows 10 Mobile