De fleste danskere kender Samsung for Galaxy-smartphones og tv’et i stuen. Nu gør den sydkoreanske techgigant sig imidlertid klar til at satse endnu mere på det lukrative elbilmarked.
I 2027 står Samsung klar med et vanvittigt energitæt solid state-batteri, men der satses samtidig på LFP-batteriteknologi.
Så vildt er Samsungs solid state-batteri
Via datterselskabet Samsung SDI melder techgiganten nu klar til at starte de første kommercielle leverancer af deres nye ægte solid state-battericeller i anden halvdel af 2027.
Cellerne praler af en opsigtsvækkende volumetrisk energitæthed på hele 900 Wh/L, og det placerer Samsung i den absolutte elite inden for energitæthed.
Til sammenligning ligger nutidens traditionelle NMC-batterier typisk omkring 650 Wh/L på celleniveau, mens de billigere LFP-batterier ofte roder rundt nede på 250 til 350 Wh/L.
Selv de nyeste semi solid state-batterier må nøjes med cirka 700 til 800 Wh/L.
Samsungs spring på 40 procent betyder længere rækkevidde til elbiler – eller man kan gøre batteripakkerne tyndere for at give mere plads i kabinen og forbedre bilernes aerodynamik.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologiReserveret til de få – LFP til alle os andre
Teknologien testes i øjeblikket på en pilotlinje i Suwon i Sydkorea. Hvor ærkerivalen LG Energy Solution for nylig har udskudt deres lancering til 2029, holder Samsung fast i tidsplanen.
Prisen på den nye batteritelnologi bliver dog et problem. Cellerne koster over 150 dollar per kilowatt-time at fremstille, og de er derfor i første omgang øremærket til ultraluksuriøse elbiler, rumfart og humanoide robotter.
I sin seneste officielle regnskabsmeddelelse understreger Samsung SDI også, at de sideløbende skruer voldsomt op for produktionen af prismatiske og cylindriske LFP-batterier til elbiler.
Mens det eksotiske solid state-batteri skal demonstrere den teknologiske overlegenhed i toppen, er det LFP-batteriet, Samsung vil tjene penge på.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbiler