Nu sætter Ford prisen ned på elbilen Mach-E
Der har været stilhed efter stormen. Efter Tesla satte priserne ned på deres billigste elbiler, Model Y og Model 3, med op til 27 procent, har der ikke været de store reaktioner fra konkurrenternes side. Men nu er Ford klar med en modreaktion, som indebærer prisnedsættelser på elbilen Mach-E.
Læs også: Test af Ford Mustang Mach-E
Ford Mustang Mach-E bliver billigere
Mange forventede, at Teslas prisnedsættelser omgående ville få andre bilproducenter til at sænke priserne på deres elbiler. Det virker indtil videre ikke til at være tilfældet, hvor bilproducenter som VW, Audi, Skoda, Cupra, Seat og Porsche afviser prisnedsættelser.
Hos Ford ser man dog anderledes på det. Her er udmeldingen, at man reagerer på ændringer i markedet:
“Vi reagerer på ændringer på markedet”, siger Marin Gjaja, kundechef for Fords elbilsforretning, under en pressebriefing. “Da vi ser og ønsker at forblive konkurrencedygtige på markedet, er vi nødt til at reagere.”
Prisnedsættelserne betyder, at ikke alle varianter af Fords Mach-E vil være rentable. Til gengæld forventer bilproducenten, at produktion stiger fra 78.000 køretøjer til 130.000 enheder årligt. En kombination af omkostningsforbedringer grundet den ekstra produktion samt en reduktion i nogle råvareomkostninger skal gøre prisnedsættelsen overkommelig for Ford.
Bliver billigere end en Tesla Model Y
Fremover vil en Mach-E basismodel koste fra 46.000 dollars og op til 64.000 dollars. Til sammenligning koster en Tesla Model Y fra omkring 53.500 til 57.000 dollars. Direkte omregnet til er 46.000 dollars 316.418 kroner.
Ifølge producenten ville eksisterende Mustang Mach-E-kunder, der venter på levering af deres bil, automatisk få bilen til den billigere pris. For kunder, der har købt et af køretøjerne efter den 1. januar, og som allerede har modtaget deres Mustang Mach-E, vil Ford kontakte dem med et “privat tilbud”.
Falder prisen på Mach-E i Danmark?
Indtil videre ses der ikke noget prisfald på Mach-E i Danmark. Den billigste Mach-E koster 449.989 kroner, hvilket betyder, at Mach-E er steget i pris siden foråret 2022. Til sammenligning koster en Tesla Model Y fra 374.990 kroner.
Ford Danmark oplyser, at prisreduktion kun er gældende for USA. Der blev efter nytår foretaget prisjusteringer på Mach-E herhjemme og der er pt. ikke planer om flere ændringer. Til gengæld lover Ford korte leveringstider på de fleste varianter af Mach-E.